
Opskrift på mickis surdejsboller
YAAAAAS!!! DET LYKKEDES!! ENDELIG!!
Efter et kæmpe fejlslagent forsøg og mega fail på de mest basale surdejsboller, er jeg i dag endt med disse basser!! Jeg er SÅÅÅÅ glad og lettet!!
Og stolt!!
Og nu også mæt!!
Opskriften på disse surdejsboller deler jeg selvfølgelig lige her! Det kræver dog, at du har en aktiv og bageklar surdej. Se fremgangsmåde på at lave en surdej i mine Instagram højdepunkter her.
Der er fra 8-12 boller i opskriften, afhængig af hvor store du laver dem.

Mickis surdejsboller
Ingredienser
- 500 gram Hvedemel
- 10 gram Rugmel
- 40 gram Grahamsmel
- 150 gram Surdej aktiv
- 2 tsk. Salt cirka 14 gram
- 2 gram Gær
- 4.5 deciliter Vand koldt
Sådan gør du
- Start med at fodre surdejen op.
- En time inden den peaker (ca. 2-3 timer), laver du autolysedejen.
- Autolyse: bland de forskellige meltyper og vand i rørekedlen/skålen.
- Rør kort sammen til en meget tyk grød.
- Lad stå en time tildækket.
- Tilsæt gær og surdej og kør på maskine i 1 minut ved lav hastighed.
- Tilsæt salt og kør videre.
- Dejen skal ælte i ca. 12-15 minutter og gradvist øges i hastighed.
- Jeg kører min fra 0-4 sammenlagt.
- Lav glutentesten: kan man strække den meget bløde dej tyndt ud, så det næsten er gennemsigtigt?
- Hvis ikke, så ælt et par minutter mere.
- Kom dejen i en olieret skål med låg.
- Lad stå på køkkenbordet et par timer, til den er begyndt at hæve.
- Når den har hævet 20-30% af den oprindelige størrelse, stilles den på køl til dagen efter.
- Tænd ovnen på 235 grader varmluft og varm en bageplade op.
- Hæld dejen ud på et bord drysset med grahamsmel og drys mel på toppen.
- Del dejen til 8-12 boller.
- Placer bollerne på bagepapir og træk bollerne over på den varme bageplade.
- Giv lidt damp eller skænk med vand og bag bollerne i cirka 15 minutter.
- Velbekomme og rigtig god fornøjelse.