Vi er der næsten. Snart pyntes gader og stræder samt butiksfacader og centre med røde bånd og mørkegrønt gran, og lyskæderne tændes. Om vi i år kommer til hører ”Last Christmas” brage ud af radioen før eller efter oktober, kan vi fortsat kun gisne – og oddse – om.
Julefrokosterne hører til blandt de fester, vi danskere glæder os særligt meget til både før og i løbet af den søde juletid. Julen kan være en stressende tid præget af både gaveindkøb, menneskemylder, planlægning og besøg fra nær og fjern med videre.
Til julefrokosterne kan du derimod slappe af og drikke din snaps, og du kan typisk slå dig løs med mennesker, du ikke ellers fester så meget med – dette kunne for eksempel være dine kollegaer.
Hvorfor holder vi julefrokost?
Julefrokosten, som vi kender den i dag, startede under 2. verdenskrig som en forholdsvis formel begivenhed, hvor en chef inviterede sine medarbejdere hjem til et glas brændevin d. 24. december. Herefter drog hver mand hjem til sin familie for at fejre juleaften.
Denne tradition blev sidenhen ændret: I 1960’erne ønskede man at bryde op med det ellers fastlåste hierarki, der ofte kendetegner en arbejdsplads.
Chefen og medarbejderne begyndte derfor at mødes om et bord på arbejdspladsen, hvor alle holdt en fest med snaps på firmaets regning.
Det er dette, der i høj grad kendetegner traditionen, som vi kender den i dag. I dag er den berygtede julefrokost noget, mange af os ser frem til, da den ofte er fyldt med en ophedet arbejdsstemning og lummer humor.
Julefrokosten er ligeledes en god måde at få rystet sine ansatte sammen og få et stærkere socialt bånd og fællesskab på en arbejdsplads.
Hvad spiser man til en julefrokost? Og i hvilken rækkefølge?
Udover at se frem til festdelen, er også maden noget, mange af os glæder os til at mødes omkring. Der er nemlig flere faste traditioner for julebordet, der dog kan variere en smule fra husstand til husstand.
Nogle er af den overbevisning, at julefrokostmenuen opbygges som et traditionelt juleaftensmåltid med både and og/eller steg, brun sovs og brunede og hvide kartofler. Idéen med julefrokosten er derimod, at mange af de elementer, vi kender fra traditionel julemad, nydes akkompagneret af en skive rugbrød eller franskbrød.
Rugbrød er dermed omdrejningspunktet og en fast bestanddel af måltidet, der gerne indledes med sild efterfulgt af den øvrige traditionelle julemad såsom flæskesteg, medisterpølse, frikadeller, varm leverpostej og så videre. Julebordet er ofte overdådigt, og der skal under ingen omstændigheder spares på noget.
De forskellige former for julefrokoster
Man kan godt sige, at der findes forskellige former for julefrokoster.
Er der eksempelvis tale om en julefrokost med børn tilladt, er det typisk implicit, at julefrokosten bliver en mindre vild affære, hvor det som maksimum er onkel Jørgen, der bliver en kende for fuld.
Her får ungerne gerne serveret nisseøl, og der er sjov, leg og hygge for personer i alle aldre.
Den mere omtalte – og betydeligt mere berygtede – julefrokost er firmajulefrokosten, som hele konceptet udspringer fra.
Her er festlighederne typisk afgrænset til at inkludere dig selv og dine kollegaer, som du måske ikke tidligere har festet med eller oplevet i beruset tilstand. Dette er også grunden til, at julefrokosten er så berygtet, som den er.
Fagforeningen 3f har tidligere foretaget en undersøgelse, der viser, at 24 % af os har prøvet at kysse til en julefrokost. Hvorvidt dette tal synes højt eller ej, så kan julen være en højtid for potentiel jalousi i parforholdet, da mange ofte ikke er alt for henrykte over at sende deres partner afsted til en fest med et blakket ry. Samtidig er det også en højtid for spritkørsler.
Til trods for dette, er julefrokosten en fest, som mange mennesker har kær, da den også kan bruges den til at fejre det sidste halve års arbejde, man har lavet i firmaet, inden en ofte tiltrængt juleferie står for døren.
Opskrifter til julefrokosten
Er du vært for årets julefrokost, så ser du sandsynligvis frem til at kredse om de forventningsfulde julefrokostgæster – det være familie, venner og bekendte eller kollegaer.
Om du ønsker at holde dig til den klassiske og traditionelle julefrokostmenu, eller om du er i det eksperimenterende hjørne, så har du angiveligt en del planlægning foran dig.
Herunder kan du finde masser af inspiration til det helt klassiske julefrokostbord.
Opskrifter med fisk
Ingen julefrokost uden marinerede sild og snaps. Julefrokostmenuen kan være en noget bastant omgang, og her kan fisken være med til at give en mere frisk og let indledning til de kommende retter.
Dertil er gravad laks med rævesauce eller dilddressing, eller de sprøde fiskefileter med ”remo” og citronsaft, heller ikke til at komme udenom.











Opskrifter med svin
Svin – om det så er i form af flæskesteg, kamsteg, medister eller lune dunser – er helt essentielt til julefrokosten.








Opskrifter med and
Er du til and på julefrokostbordet, skal du naturligvis ikke kastes ud i at tilberede en hel én af slagsen. Til julefrokosten optræder and gerne i form af mørt, tyndskåret andebryst, der kan nydes på en skive rugbrød.




Opskrifter på salat/kødfri
Hva’! Salat til jul? Salat er måske ikke umiddelbart, hvad du forbinder med en god gammel traver på julefrokostbordet, men hvis vi nu siger sprød, fintsnittet rødkålssalat med appelsinbåde, eller en sød og cremet waldorfsalat, så får piben dog nok en anden lyd.
Sprød salat giver et fremragende modspil til den bastante julemad, der ofte savner noget både frisk og sprødt.








Opskrifter med æg
Hårdkogte eller smilende: Æg kan du næsten ikke undgå at skulle stille på bordet til julefrokosten, og de bidrager med en rund, cremet fedme til både sildemaden og laksen.
Læs mere her, hvor vi har samlet vores bedste opskrifter med æg.

Opskrifter på brød




Opskrifter på dessert
Efter det tunge, salte julemåltid, skal dine gæster forkæles med en sød forfriskning til at runde menuen af med – inden drinksene kommer på bordet.
Den klassiske risalamande – eller ris à la mande – er bestemt ikke sådan at kimse af. Den kan dog sagtens varieres og blive til en spændende og lidt anderledes afslutning på hele måltidet.
Udover risalamande er der også andre interessante dessertindslag, du kan overveje at prøve kræfter med.







Drikkevarer
Det er meget tvivlsomt, at du kan slippe afsted med kun at servere snaps til julefrokosten.
Udover rødvin og kolde håndbajer, er både cocktails og drinks et kærkomment indslag – i særdeleshed efter maden.









