
Opskrift på fyldt kyllingebryst
Fyldt kyllingebryst svøbt i serranoskinke – serveret med ovnstegte kartofler og bagt hvidløg.
Gør noget ekstra ud af kyllingebrystfileten og fyld den for eksempel med løg og dine favoritkrydderurter. Kyllingebrystfilet har nemt ved at blive lidt tørt, men ved at blive svøbt i serranoskinke, er det en god måde at sikre, at kyllingen forbliver saftig. Jeg foretrækker personligt serranoskinke over bacon, fordi den fedtfattige serrano bliver mere jævnt sprød i modsætning til bacon, der godt kan blive lidt blød.
Dette var et skønt og let aftenmåltid, og det var lige akkurat, hvad vi behøvede, nu hvor sommervarmen for alvor har gjort sit indtog i Danmark.

Fyldt kyllingebryst
Ingredienser
- Kartofler Mængde efter behov
- 1 spsk. Olie
- Salt Efter smag - til kartoflerne
- Peber Fra kværn. Efter smag - til kartoflerne
- 1 Hvidløg
- 1 knivspids Salt Til hvidløget
- 1 knivspids Sukker
- 15 gram Smør
- 1 Zittauerløg
- 12 Salvieblade
- 2 Kyllingebryst
- 4 Serranoskinke (reklamelink)
Sådan gør du
Ovnstegte kartofler og hvidløg
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
- Skyl og halvér kartoflerne.
- Kom kartoflerne i en plasticpose med olie, salt og peber.
- Hold posen lukket og fordel olien udover alle kartofler.
- Hæld kartoflerne over i et ildfast fad.
- Skær toppen af hvidløget.
- Drys den åbne del af hvidløget med sukker og salt.
- Sæt toppen tilbage på hvidløget.
- Kom hvidløget ned i det ildfaste fad med kartoflerne.
- Sæt fadet i ovnen og bag i 1 times tid.
Fyld
- Snit i mellemtiden zittauerløg og salvieblade fint.
- Find en pande.
- Tænd komfuret på svag varme.
- Kom de 15 gram smør på panden og lad det smelte.
- Tilføj det snittede zittauerløg og salvien.
- Lad det varme i 10 minutter.
Kyllingebryst
- Imens skæres en lomme i hvert kyllingebryst: Læg et tværsnit på 4-5 cm. dybde fra siden af brystet og ind (på samme måde som hvis du ville skære en croissant op).
- Fyld lommerne med det tilberedte løg og salvie.
- Vikl serranoskinken om hvert kyllingebryst (2 skiver til hvert).
- Kom lidt ekstra smør på panden og skru op på middel til høj varme.
- Læg kyllingebrysterne på panden: Placér dem med serranoskinkens ender mod pandens overflade, så skinken ikke løsner sig.
- Steg kyllingebrysterne i cirka 20 minutter. Vend dem løbende undervejs, så de bliver stegt på alle sider - vend dem cirka hvert 4. minut.
- Tag de færdigstegte kyllinger af panden og lad dem hvile et par minutter.
Servering
- Tag de færdige kartofler og hvidløg ud af ovnen.
- Anret på tallerkener.
- Servér for eksempel med majskolber og en spændende salat med melon og jordbær - et rigtig sommerligt tilbehør! 🙂 Hvidløget blev blødt som smør, og det går fantastisk godt i spænd med kyllingen.
