
Opskrift på pommes rösti
Kartoflen er en temmelig vigtig del af dansk madlavning, og den er svær at komme udenom, når vi taler rigtig traditionel dansk mad.
Men indimellem er det bare tid til lidt afveksling fra de kogte hvide kartofler, og her er Pommes Rösti rigtig lækre. De er kendt og elsket af både børn og voksne, og så er de et sandt hit, hvis man vil prøve et lidt anderledes kartoffel-tilbehør.
Pommes rösti er en lækker kartoffelpandekage, der kan bruges som et tilbehør til mange slags kød- og vegetarretter. Du kan også spise dem som morgenmad, hvilket man faktisk gør i röstiens hjemland, Schweiz. En hurtig Google-søgning viser hurtigt, at folk både staver det rösti, rosti og røsti, men den helt korrekte stavemåde er nu engang rösti 🙂
Jeg har efterhånden smagt mange rösti i mit liv, og jeg synes ofte, at de er til den bløde side. Selv foretrækker jeg, at de er sprøde. Min version er lavet med æg, hvilket helt klart giver den bedste og sprødeste rösti.
Pommes Rösti opskrift

Pommes Rösti
Ingredients
- 500 gram Bagekartofler
- 1 stk. Løg
- 1 stk. Æg
- Salt
- Peber
- Olivenolie til stegning
- Smør til stegning
Instructions
- Kartofler og løg rives groft på et råkostjern.
- De revne kartofler og løg presses / knuges fri for væde i et viskestykke. Skift eventuelt klædet undervejs, hvis det bliver for vådt - det er vigtigt at få presset så meget væde ud af kartoflerne som overhovedet muligt. Derved bliver kartoflerne lækkert sprøde i stedet for bløde.
- Bland kartofler, løg, æg, salt og peber godt sammen i en skål.
- Form blandingen til små, flade klatkager. Brug eventuelt en form, hvis du vil have helt ensartede og perfekt formede rösti. Det gjorde jeg selv i dette tilfælde.
- Varm en pande op med rigeligt smør og olivenolie og steg dine rösti ved middelvarme i 20 - 25 minutter på hver side. Herefter er de klar til servering.