Opskrift på indbagt kylling i butterdej
Nem og lækker hverdagsret, bestående af få ingredienser: Kyllingebryst, pikantost og butterdej.
Retten er et sikkert hit hjemme hos os og er en god måde at få kyllingebryst på en lidt anderledes måde.
Jeg ved ikke hvorfor, men kombinationen af pikantost sammen med butterdej og kylling kan bare noget.

Indbagt kylling i butterdej
Ingredienser
- 2 stk. Kyllingebryst
- Krydderier Salt og peber
- Olie Smagsneutral. Til stegningen
- Butterdej En rulle
- Pikantost Brug den smagsvariant du bedst kan lide selv
Sådan gør du
- Hvis du har tiden til det, så sørg for at kyllingebrystfileterne er taget ud af køleskabet cirka 30 minutter før de skal steges. Det hæver deres temperatur og er med til at hjælpe mod at de bliver "kogt" i stedet for stegt på panden. Turen på panden er jo primært for at give dem stegeskorpe. Tænd for panden på høj varme (på mit komfur er det 12 ud af 14) og kom smagsmeutral olie på panden og når den er godt varm, så kan kyllingekødet komme på. Hvis du er i tvivl om den er varm nok, så prøv at komme en dråbe vand på panden og se om det syder. Hvis det syder, så er den klar. Dup kødet tørt (med et rent viskestykke eller køkkenrulle) og krydr det med salt og peber. Brun fileterne i 30-60 sekunder på hver side, så de får lidt stegeskorpe. Tag dem af blusset og sæt dem til side. Rul to butterdejsplader ud på køkkenbordet og læg en filet på hver af dem. Smør et tykt lag pikantost henover dem begge. Butterdejen lukkes rundt om kødet og osten og lukkes tæt med en gaffel. Bag butterdejen i ovnen ved 180 grader varmluft i 20 minutter. Tag dem ud og lad dem hvile på en rist i 10 minutter herefter. Hvis jeg spiser retten til en frokost, så får jeg typisk kun en let salat til. Hvis jeg spiser dem til aftensmad, så plejer jeg at servere ris, tomatsovs og coleslaw til.

