Opskrift på hjemmelavet mars is bar
Dette er den vel absolut mest ikoniske chokoladebar i verden i en forfriskende, kold udgave: Hjemmelavet Mars is bar!
Hjemmelavet Mars is barer er supernemme at lave selv, og de kræver slet ingen ismaskine.
Mars is er bedre end chokoladebaren!
Det er ikke ofte, at en chokoladebar faktisk overgås af isvarianten, men spørger du mig, så er det netop tilfældet ved den klassiske Mars-bar.
Det hænger nok sammen med, at chokoladebaren er meget “sød i sød” – det er lidt som om, det fluffy, søde nougatfyld sammen med den søde karamelsauce og den (jeps, du gættede rigtigt) søde, omkransende mælkechokolade mangler ét eller andet for at blive rigtig, rigtig god.
Jeg vil tro, det er de færreste, der kan konsumere mere end en enkelt Mars-bar ad gangen.
Hvad er det med Mars is?
Mars isen tager alt det bedste fra chokoladebaren og bliver til en bar, der pludselig smager af mere end én! ? Isen gør bare smagsoplevelsen langt mere forfriskende og delikat.
De fleste har nok stiftet bekendtskab med Mars is, og jeg har endnu ikke mødt nogen, der ikke synes at lige præcis Mars is bare er særligt lækkert.
Karamel og is går generelt vanvittigt godt i spænd.
Det danske vejr er Mars is-vejr
Jeg begrænser bestemt ikke mit indtag af is til sommermånederne, men det varme sommervejr hænger jo uløseligt sammen med is.
Da den danske sommer endnu ikke er helt ovre, er det selvfølgelig også helt oplagt, at mange af os stadig behøver lidt at køle ned på – og her er svaret altså bare is! 😉
Hjemmelavet Mars is bar
Her har jeg taget udgangspunkt i mine Mars is kugler, men i stedet støbt dem i nogle mere “bar-lignende” silikoneforme, for at give en oplevelse, der minder mere om den traditionelle Mars is bar.
Mine silikoneforme er en 7-8 centimeter i længden og cirka 3 centimeter i højden og bredden, og jeg fik 9 Mars is barer ud af den – blot så du kan sammenligne med de forme, du selv har til rådighed.
I denne opskrift bruger jeg en hel dåse kondenseret mælk til at lave selve isen, da det er lidt bøvlet at gemme en “sjat” til senere.
Det betyder, at der faktisk kommer en ret stor portion is ud af opskriften – cirka dobbelt så meget, som der egentlig skal bruges til selve Mars is-barerne.
Du kan derfor vælge kun at lave en halv portion af selve isen, da det faktisk vil være nok – eller du kan gøre, som jeg har gjort, og bruge den overskydende is til at putte i nogle superlækre hjemmelavede sandwich is!
Du kan eksempelvis lave disse sandwich is, hvor bundene er lavet af kakaoroulade, eller du kan prøve mine andre hjemmelavede sandwich is med runde kakaokiksebunde.
Begge to er hamrende gode.
Rigtig god fornøjelse med dine hjemmelavede Mars is barer!

Hjemmelavet Mars is bar
Ingredienser
Chokoladeskaller
- 3.5 deciliter Mælkechokolade chokoladeknapper
Karamelsauce
- 0.5 deciliter Vand
- 90 gram Sukker
- 0.5 deciliter Fløde
Is
- 5 deciliter Fløde
- Kondenseret mælk en dåse
- 2 deciliter Mælkechokolade chokoladeknapper
Sådan gør du
Karamelsauce
- Tag en gryde.
- Hæld sukker i gryden.
- Sæt gryden på komfuret og tænd på middel varme.
- Undlad at røre i sukkeret undervejs, men lad det blot stå og passe sig selv, mens det smelter.
- Så snart sukkeret er smeltet, tilsættes vandet, og gryden tages med det samme af varmen.
- Lad det stå og bruse af i cirka 2 minutter.
- Sæt herefter gryden tilbage på komfuret.
- Lad det stå og koge sammen.
- Herefter tilsættes fløden til det nu sammenkogte sukker og vand, og gryden fjernes igen fra blusset.
- Lad det igen stå og bruse af.
- Når det er bruset af, sættes gryden atter tilbage på det varme blus.
- Lad nu blandingen koge sammen i et par minutter til en tyk karamelsauce.
- Find en sprøjtepose.
- Hæld den varme karamelsauce over i sprøjteposen.
- Forsejl sprøjteposen med en klemme og læg den på køl i 60 minutter. I mellemtiden går du videre til næste punkt på dagsordenen: Chokoladeskallerne.
Chokoladeskaller
- Find din silikoneform.
- Tag en skål og hæld chokoladeknapperne heri. Hvis du kun har chokoladeplader liggende, svarer det til 250 gram mælkechokolade.
- Kom skålen i mikrobølgeovnen i mellem 40 og 60 sekunder.
- Rør efterfølgende godt rundt i chokoladen, så det hele smelter.
- Læg et stykke bagepapir på bordet.
- Den smeltede chokolade fordeles nu i silikoneformene. Vær sikker på, at alle sider er dækket. Den overskydende chokolade lader du løbe ud på bagepapiret
- Pil den overskydende chokolade af bagepapiret og kom den over i en skål - den skal vi bruge senere. Hvis du en anden gang står i en situation, hvor den overskydende chokolade ikke skal bruges, lægges den blot tilbage i sin oprindelige pose. Så kan den gemmes til en anden god gang 🙂
- Sæt silikoneformene på frost. I mellemtiden går du i gang med selve isen til dine Mars is.
Is
- Tag en skål og hæld chokoladeknapperne heri (det svarer til 150 gram mælkechokolade i pladeform).
- Sæt skålen med chokoladen i mikroovnen.
- Lad mikroovnen køre i cirka 40 sekunder og rør så i chokoladen til den smelter helt. Giv den kun få sekunder yderligere ad gangen, hvis du vurderer, at det er nødvendigt - chokoladen må ikke blive for varm.
- Sæt skålen til side til afkøling og gå videre til næste punkt.
- Åbn dåsen med den kondenserede mælk.
- Find en skål og en elpisker.
- Hæld fløden heri og pisk den til et let skum.
- Så snart flødeskummet har nået en konsistens, hvor der begynder at komme små "toppe" eller "bølger" i overfladen, tilsættes den kondenserede mælk og den let afkølede chokolade.
- Pisk det hele lidt sammen i yderligere 2 til 3 minutter.
- Sluk elpiskeren.
- Tag nu en dejskraber og vend ismassen sammen til en ensartet masse.
- Tag en sprøjtepose og hæld ismassen heri. Luk den til med en klemme, så du kan lægge posen fra dig. Nu er du klar til at samle dine skønne Mars is barer!
Mars is bar
- Sprøjteposen med den nu afkølede karamel tages ud af køleskabet.
- Silikoneformene med de størknede chokoladeskaller tages ud af fryseren.
- Sprøjt nu lidt af karamellen i hver chokoladeskal og fyld chokoladeskallerne cirka 1/3 del op med karamel.
- Tag sprøjteposen med ismassen og sprøjt is ovenpå karamellen i chokoladeskallerne. Fyld skallerne op, men husk at der skal være plads til et afsluttende, tyndt lag chokolade (cirka 1 millimeters tykkelse).
- Inden det afsluttende lag chokolade skal hældes ovenpå ismassen, skal silikoneformene dog sættes tilbage på frost i 60-120 minutter, så isen sætter sig.
- Når de 60-120 minutter er gået, smelter du den resterende chokolade fra tidligere. Sørg for at alle klumperne røres ud og smelter.
- Silikoneformene med de nu frosne isbarer tages ud af fryseren.
- Luk nu chokoladeskallerne med et lag af den smeltede chokolade.
- Tør den overskydende chokolade af silikoneformen og sæt den tilbage på frost. Lad den stå i minimum 8 timer.
- Nyd dine hjemmelavede Mars is barer, når du trænger til lidt afkøling i sommervarmen - eller når du blot har brug for lidt ekstra, lækker selvforkælelse!