Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
opskrift

Nemme Kyllingefrikadeller

Per Asmussen
   

Per er stifter af og redaktør på GastroFun.dk. Pers hjerte banker især for sous vide-teknikken, saucer og krogmodnet kød. Hans mission er at få danskerne til at spise bedre, lege og eksperimentere i køkkenet.

3. januar 2018
Saftige og lækre hjemmehakkede og hjemmelavede kyllingefrikadeller. Tricket til at få ekstra stegeskorpe på frikadellerne!

Opskrift på nemme kyllingefrikadeller

Der er noget mad, der efterhånden ikke kan blive moderne nok – og så er der mad, der bare skal emme langt væk af mormors madlavning og de gode danske traditioner.

Hvis der er noget, der bare er rigtig mormoragtigt, så må det næsten være frikadeller. Frikadeller er en ekstremt populær ret i det danske køkken, men der er efterhånden talrige variationer og meninger om, hvordan en god frikadellefars skal laves. Skal løgene eksempelvis være hakkede eller revne? Skal farsen indeholde rasp eller ej? Og skal den hvile inden stegningen?

Én ting er dog sikkert, og det er, at en traditionel frikadellefars skal laves på svinekød. Svinekød og traditionel dansk madlavning hænger bare uløseligt sammen.

Det er dog blevet meget almindeligt at udskifte det hakkede svinekød med hakket kyllingekød. Kyllingefrikadeller kan for nogle være lidt nemmere at få saftige, og fordi kylling er lidt mere mild i smagen end gris, vil nogle også mene, at det er nemmere at eksperimentere lidt mere med krydderierne i kyllingedeller.

Kyllingefrikadeller

Selvom frikadeller er noget, der for mange af os næsten er så dansk, som det overhovedet kan blive, så har mange andre lande deres udgaver af frikadeller. Svenskernes svar på frikadellefars minder for eksempel meget om den, vi bruger herhjemme, om end farsen formes til små, runde kødboller. Svenskerne kalder dem dog for köttbullar, og det er faktisk lidt sjovt, for det, som vi herhjemme ville kalde for “kødboller”, kalder svenskerne til gengæld for “frikadeller”.

Men tilbage til kyllingefrikadellerne: I denne opskrift har jeg lavet frikadeller af afpudset fra en parteret kylling inklusiv inderfileterne. I denne video kan du lade dig inspirere til parteringen af kyllingen:

Jeg valgte at hakke kyllingen på min SILVERCREST KITCHEN TOOLS® Monsieur Cuisine édition plus, men du  kan sagtens vælge at hakke kødet på en almindelig blender eller med kniv og håndkraft.

Kyllingefrikadeller opskrift


Servings: 2 personer

Nemme Kyllingefrikadeller

Saftige og lækre hjemmehakkede og hjemmelavede kyllingefrikadeller. Tricket til at få ekstra stegeskorpe på frikadellerne!
Author: Per Asmussen
Ret: Hovedret
Køkken: Dansk
Forb. tid: 1 time 5 minutter
Tilb. tid: 7 minutter

Ingredienser

  • 1 stk. Hel Kylling
  • 1 stk. Løg Et lille løg er at foretrække
  • 0.5 deciliter Fløde
  • 1 stk. Æg
  • Krydderier Salt, hvid peber, citronsaft og æbleeddike efter smag
  • Ghee eller olie og smør – til stegningen

Sådan gør du

  • Start med at partere hele kyllingen. Det er vigtigt at du beholder skindet på bryststykkerne til denne opskrift. 
  • Alle ingredienser (undtagen fløde) tilsættes kyllingekødet og det hele røres sammen.
  • Fløden tilsættes til sidst under omrøring, indtil konsistensen af farsen er, som du ønsker den. 
  • Lad farsen stå og trække i en halv time på køl.
  • Tag herefter farsen ud og lad den stå på køkkenbordet, så den har stuetemperatur, når den skal tilberedes. 
  • Form farsen til frikadeller med en stor teske eller en lille spiseske.
  • Steg frikadellerne i ghee eller en blanding af lige dele olie og smør ved mellemhøj varme. Et godt tip til at stege dem hurtigt, samtidig med at frikadellerne får ekstra stegeskorpe, er at vende dem 60 grader (i stedet for 90 grader), så de bliver trekantede. Lad dem stege 2 minutter på hver side.
  • Tag kyllingefrikadellerne af varmen og lad dem trække i et par minutter – så er de klar til servering.