
Opskrift på vegansk demi-glace
Jeg elsker sauce og umami og derfor må jeg indrømme at jeg ikke begiver mig så meget ud i det veganske køkken. Alligevel er der så meget nysgerrighed i mig, så jeg har ofte lyst til at prøve og se om veganske udgaver kan hamle op med de “rigtige” udgaver.
Så længe har jeg gerne ville lave den her opskrift og da jeg endelig tog mig tid til at få den lavet, så må jeg indrømme at den spiller næsten helt op med en almindelig demi-glace/rødvinsglace.
Normalt tager det mange timer at lave en demi-glace, men denne veganske udgave kan laves på under 2 timer.
Opskriften er relativ nem, men kræver dog at du har Xanthan Gum og pektin, som ikke lige kan købes alle steder.

Vegansk demi-glace
Ingredienser
- 425 gram Aubergine
- 450 gram Blomkål
- 50 gram Selleri
- 150 gram Gulerødder
- 100 gram Rødbede
- 60 gram Shitakesvampe
- 200 gram Blegselleri
- 100 gram Broccoli
- 125 gram Løg
- 60 gram Hvidløg
- 10 gram Tomatpure
- 9 gram Kombutang
- 100 gram Olivenolie eller en smagsneutral
- 2500 gram Vand
- 0,4 gram Xanthan Gum
- 4 gram Salt
- 2 gram Pektin
- 3 gram Mononatriumglutamat MSG, kan udelades
Sådan gør du
- Start med at tænde ovnen på 150 grader almindelig ovn.Skær aubergine, blomkål, selleri, gulerødder, rødbede, svampe, blegselleri, broccoli, løg og hvidløg i tynde skiver. Brug gerne et mandolinjern.Skær kombutangen i mindre stykker og kom det hele i et ildfast fad sammen med tomatpuéen og olien. Brug hænderne til at få fordelt olien og puréen. Kom det hele i et stort ovnfast fad eller på en bagepapirsbeklædt bageplade.Steg det i ovnen i 45 minutter. Rør gerne i det et par gange, så det ikke brænder på.
- Tilsæt vandet og tilbered det 30-40 minutter mere.
- Tag de tørre ingredienser (xanthan gum, pektin, salt og MSG) og bland dem sammen i en lille skål. Brug et piskeris, så der ikke er nogen klumper.
- Tag fadet ud af ovnen og hæld væsken igennem en sigte og ned i en sauterpande.
- Kog væsken ned til cirka det halve ved middelhøj varme.
- Pisk de tørre ingredienser i saucen indtil den er tyknet.Smag evt. til med lidt salt og peber.Velbekomme.