
Opskrift på pommes anna
Mit bud på en klassisk udgave de dejlige og velsmagende: Pommes Anna.
Det er en af mine yndlingstilbehør til et godt stykke kød, selvom de svømmer i smør.
Kartoflerne skal laves i god tid, da de skal stå i pres, så smørret og de tynde kartoffelskiver bliver presset godt sammen.
God fornøjelse.

Pommes anna
Ingredienser
- 1.5 kilogram Kartofler
- 125 gram Smør Smeltet og klaret (kan erstattes af ghee)
- Timian tørret eller frisk
- Salt og Peber
Sådan gør du
- Skræl kartoflerne og skær dem i så tynde skiver som overhoved muligt.
- Jeg brugte et mandolinjern til det (pas på fingrene).
- Smelt smørret i en gryde og hæld det over i en lille kande, uden at få det hvide med. Har du adgang til en sous vide, så er det meget nemt: Kom smørret i en pose og smelt det i vandbadet. Sæt posen skråt, enten i køleskabet eller i fryseren (hvis du ikke har god tid).
- Når smørret er størknet, så har vallen (det hvide) lagt sig i bunden af posen uden at størkne. Så kan du nemt skære et skråt snit i bunden af posen, så vallen ryger fra. Alternativt, hvis smørret er koldt nok, så kan du tage smørret ud af posen uden vallen. Du har nu klaret smør, hvor væsken i smørret er væk og det er meget bedre til at bruge til den her ret eller f.eks. Bearnaise.
- Tilsæt salt og peber og timian til smørret.
- Brug en firkantet form til kartoflerne, f.eks. en brødform eller en sandkageform. Pensl den med lidt smeltet smør i kanterne og bunden (du kan også bruge bagepapir hvis du ønsker det.
- Kom et lag kartofler i bunden ved siden af hinanden. Pensl påny med smørblandingen.
- Gentag med et nyt lag og pensling osv. indtil alle kartoflerne og smørret er brugt.
- Sørg for at det øverste lag også er penslet.
- Pak hele formen ind i sølvpapir, så får kartoflerne en slags dampning i smørret.
- Tilbered det i en time ved 200 grader varmluft.
- Placer noget meget tungt ovenpå kartoflerne, så de bliver presset sammen. Jeg brugte 4x 2 kg mel.
- Sæt det på køl, gerne 18-24 timer og minimum 6 timer. Så retten er ideel at lave dagen før eller om morgenen.
- Tag kartoflerne ud af formen, f.eks. ved at skære dem i firkanter efter størrelser du selv bestemmer. Mine var meget høje, så de blev faktisk delt på midten i højden også.
- Når kartoflerne skal serveres, så handler det blot om at få lidt stegeskorpe og temperatur ind i dem - de er jo tilberedt.
- Det kan gøres på flere forskellige måder:
- I en frituregryde ved 180 grader celsius skal de have cirka 4-5 minutter.
- På panden skal de have 6-8 minutter på hver side og du behøver ikke at tilføje fedstof, der er rigeligt i kartoflerne.
- I ovnen skal de have cirka 12-18 minutter ved 200 grader varmluft.
- Velbekomme.