
Opskrift på fredsfisk med tartarsauce
Mit bud på en lækker fredsfisk der serveres på en skive rugbrød sammen med sauce tartar.
Krigsfisk er en ret, der opstod under 2. verdenskrig. Da det var farligt at fiske pga. havminerne, fandt man på et alternativ: Pastinakker vendt med æg og rasp.
Efterfølgende er der kommet mange veganske udgaver af retten, som mange så kalder ‘fredsfisk’. Man laver det typisk med pastinakker, men jeg foretrækker at lave det med knoldselleri. Det har en dybere smag og en form, der er nemmere at arbejde med. Men det bestemmer man helt selv.
De kan serveres med rugbrød eller kartofler, med tartarsauce eller remoulade eller for den sags skyld persillesauce. Jeg er ikke veganer, så for mig er det ikke et alternativ til fisk – jeg synes bare, det smager vildt godt! Hvis man vil spise vegansk, men gerne vil have lidt mere hav- eller fiskesmag, så kan man f.eks. blande tang i raspen eller dejen. Min mayo er heller ikke vegansk, men hvis du er veganer, kan du prøve min veganske mayo-opskrift til saucen.
Opskriften giver cirka 10 “fisk”.
God fornøjelse

Fredsfisk med tartarsauce
Ingredienser
Fredsfisk
- 0.5 stk. Knoldselleri
- Olivenolie
- 150 gram Mel
- 200 gram Vand
- 1 tsk. Paprika
- 1 tsk. Løgpulver
- 0.5 tsk. Salt
- 1 tsk. Dijonsennep
- Rasp
- 50 gram Smør
Tartarsauce
- 1 stk. Æg
- 1 tsk. Dijonsennep
- 0.5 stk. Citron kun skallen
- 1 spsk. Citronsaft
- 1 spsk. Dild tørret
- 2 deciliter Olie
- 1 spsk. Kapers hakket
- 2 stk. Cornichoner hakket
- 0.25 stk. Rødløg finthakket
- Salt og Peber
Sådan gør du
Fredsfisk
- Tænd ovnen på 200 grader celsius.
- Skræl knoldsellerien og skær den i 1 cm tykke skiver.
- Læg skiverne på en bageplade og pensl på begge sider med olivenolie.
- Bag sellerien midt i ovnen i 8 minutter.
- Tag dem ud og lad dem køle af.
- Bland mel, paprika, løgpulver og salt i en skål.
- Tilsæt vand og sennep og pisk det sammen til en lind, lidt tyk dej.
- Varm en pande til middelhøj varme, hæld olie i til det dækker bunden og tilsæt noget af smørret.
- Dyp selleriskiverne i dejen og vend dem i raspen.
- Steg selleriskiverne på begge sider og læg dem på en tallerken med køkkenrulle.
Tartarsauce
- Kom æg, sennep, citron, dild, olie, salt og peber i et stavblenderglas.
- Stik stavblenderen ned i bunden af glasset og blend til det ligner en mayo.
- Tilsæt kapers, cornichoner og rødløg og smag til med salt og peber.
Servering
- Server fredsfiskene på en skive rugbrød med saucen og en skive citron.