
Opskrift på chicken katsu (kylling)
Chicken Katsu, er en skat fra det japanske køkken, der har fundet sin vej til spiseborde over hele verden på grund af sin enkle tilberedning og uimodståelige smag. Denne ret stammer oprindeligt fra Japan, hvor ‘katsu’ er en forkortelse for ‘katsuretsu’, der betyder schnitzel. Typisk består Chicken Katsu af et stykke kyllingebryst, der er paneret med Panko brødkrummer for at opnå en ekstraordinær sprødhed, der overgår selv den traditionelle fried chicken, vi kender fra det amerikanske sydstatskøkken.
Nøglen til Chicken Katsus popularitet ligger i dens gyldne, knasende overflade, som ikke kun tilføjer en lækker tekstur, men også forstærker den saftige, delikate smag af kyllingen indeni. Uanset om den serveres over et bjerg af dampet ris, ledsaget af en dyb og smagfuld tonkatsu sauce, eller nydes sammen med en frisk kålsalat, tilbyder Chicken Katsu en perfekt balance mellem enkelthed og raffinement.
Jeg har valgt at udbene kyllingelår til opskriften, der er mere fedt og smag i det lårene frem for kyllingebrystet. Jeg serverede retten med en kålsalat med bulgur samt en hjemmelavet goma dressing.
Denne opskrift guider dig gennem hemmelighederne til at opnå den perfekte sprødhed, der vil ændre din måde at tænke på paneret kylling — en sand fornøjelse for både øjne og gane.

Chicken Katsu med kålsalat og hjemmelavet goma dressing
Grej
- Kødhammer kan erstattes af en kagerulle
Ingredienser
Chicken Katsu
- 8 stk. Kyllingelår udbenet, kan erstattes af kyllingebryst
- 1 spsk. Salt
- Peber
Chicken Katsu panering
- 2 stk. Æg
- 150 gram Hvedemel cirka
- 1 spsk. Løgpulver
- 1 spsk. Hvidløgspulver
- 1 tsk. Salt
- 1/2 tsk. Peber
- 200 gram Panko japansk rasp
Japansk Mayonnaise
- 1 stk. Æggeblomme
- 1 tsk. Dijonsennep
- 2 tsk. Sukker
- 1 spsk. Soya
- 1 knivspids Salt
- 1 spsk. Risvinseddike
- 200 gram Olie neutral, f.eks. solsikke- eller raps.
Hjemmelavet Goma-dressing
- 6 spsk. Mayonnaise brug gerne ovenstående japanske mayonnaise.
- 1 spsk. Eddike gerne en neutral eddike, hvis du bruger ovenstående japanske mayo. Ellers så brug en risvinseddike her.
- 2 spsk. Sukker
- 1 spsk. Soya
- 1 spsk. Sesamolie jeg brugte en ristet sesamolie
- 5 spsk. Sesamfrø ristede
Bulgur-kål-salat
- 200 gram Bulgur
- 400 gram fond jeg brugte hønsefond – det kan sagtens "bare" være en bouillonterning i kogende vand.
- 100 gram Vand
- 1 tsk. Salt
- 1 stk. Forårsløg skåret i mindre stykker
- 1 stk. Rød peberfrugt skåret i mindre stykker
- 12 stk. Cherrytomater halveret
- 1/2 stk. Spidskål jeg brugte både rød- og almindeligt spidskål. Det kan erstattes af andre kåltyper
- Citronsaft smag til
- Salt og Peber smag til
Sådan gør du
Chicken Katsu
- Tænd din frituregryde på 180 grader.
- Hvis du bruger kyllingelår, skal du starte med at udbene dem.
- Placer kyllingestykkerne på et stort spækbræt og krydr med salt og peber på begge sider.
- Bank kødet med en kødhakker (eller kagerulle) hårdt, så kødet halveres i tykkelsen. Det er med til at mørne kødet.
- Lad kødet hvile i 5-10 minutter.
Chicken Katsu panering
- Bland æg, mel, løgpulver, hvidløgspulver, salt og peber i en skål. Dejen skal være lidt a la en pandekagedej i konsistensen.
- Hæld pankoen i et fad/flad bøtte for sig selv.
- Kom kyllingen ned i den våde dej og lad det dryppe lidt af før det flyttes over i pankoen. Det skal være dækket over det hele.
- Gør det ved dem alle og nu er de klar til tilberedning
Chicken Katsu tilberedning
- Kom dine chicken katsu i frituregryden. Lad kun et par stykker ad gangen, for meget kød i den varme olie ad gangen vil sænke oliens temperaturen for meget.
- Tag fat i den ene ende af kødet og dyp det langsomt ned i den varme olie mens du bevæger det frem og tilbage. Det gør at paneringen ikke klistrer fast i din rist eller bunden/siden af gryden.
- Kyllingen skal tilberedes i 4-6 minutter – hold øje med paneringen, det er dens farve du kigger efter. Den må gerne blive lidt orange, men ikke mere.
- Placer kødet på et rent viskestykke/køkkenrulle og tilbered de næste.
- Kom salt på toppen og server.
Japansk Mayonnaise
- Du har 2 måder den kan laves på:
- Metode 1: Kom alle ingredienser (undtagen olien) i en skål. Pisk med piskeris/el-pisker og tilsæt en lille smule olie ad gangen. Massen tykner og bliv ved indtil den er tyk og lækker.
- Metode 2: Det er "stavblendertricket". Her skal du dog bruge hele ægget i stedet for kun æggeblommen. Kom ægget i et højt tyndt glas (stavblenderglas) og tilsæt alle de andre ingredienser, undtagen olien. Herefter kommer du olien i glasset og stikker stavblenderhovedet helt ned i bunden af glasset. Det er vigtigt at den er helt nede før du tænder den.Blend og løft den stille og roligt opad indtil den er tyknet over et hele.
Hjemmelavet Goma-dressing
- Start med at riste dine sesamfrø: De skal på en tør pande på middel-varme (6 ud af 14 på mit komfur) og efter cirka 5-6 minutter, så er de klar. Lad dem køle let af.
- Hvis du har en morter, så grovmos dine afkølede sesamfrø, de skal ikke være malet til mel. Ellers brug en stavblender/minihakker og grovhak dem. Alternativt så kan du gøre det med siden af en kokkekniv på et skærebræt.
- Bland det sammen med mayonnaise, sesamolie og soya.
- Kom lidt eddike og sukker i ad gangen indtil den smager godt.
- Den er nu klar til servering og kan holde sig cirka 1 måned på køl. Sørg for at den er i en beholder med låg på.
Bulgur-kål-salat
- Jeg ved godt at Bulgur ikke er særligt japansk, men det smager dejligt med kål og mætter godt.
- Kog bulguren sammen med lidt salt, vand og fond. Jeg valgte at bruge en fond jeg har lavet tidligere til en Ramen-suppe på kylling, men du sagtens bruge en bouillonterning sammen med kogende vand i stedet for.Kog den efter pakkens anvisninger og lad den køle lidt af bagefter.
- Hak kål, peberfrugt og forårsløg groft – efter smag.
- Halver cherrytomaterne.
- Bland det hele sammen og smag til med salt, peber og evt. citron/limesaft.
Noter
