
Opskrift på chili con carne med nachos
Den lækre chili con carne går man sjældent galt i byen med. Vores opskrift er en simre-ret og serveres med guacamole og hjemmelavet tortilla chips/nachos.

Chili con carne med nachos
Ingredienser
Chili con carne
- 1 spsk. Olie Smagsneutral
- 500 gram Hakket Oksekød
- Krydderier Salt og peber
- 2 stk. Løg
- 3 fed Hvidløg
- 1 stk. Rød peberfrugt
- 1 deciliter Rødvin
- 1 spsk. Paprika
- 1 tsk. Cayennepeber
- 1 spsk. Spidskommen
- 0.5 stk. Kanelstang
- 0.5 liter fond
- 0.5 liter Passata Flåede/hakkede tomater kan sagtens bruges i stedet for
- 1 dåse Kidneybønner
- 20 gram Mørk chokolade Minimum 60 % kakaoprocent
- 1 stk. Chili Efter smag.
Tilbehør
- 20 stk. Tortillas
- Olie
- Salt
- Guacamole
Sådan gør du
Chili con carne
- Varm olien op i en stor sauterpande eller tykbundet gryde op og brun kødet godt af. Krydr det med salt og peber.
- Imens kødet brunes snittes løg, hvidløg, chili og rød peberfrugt (er ikke med i vores udgave) i mindre stykker.
- Tag kødet op af panden og stil det til side og steg løgene og hvidløgene på panden. Tilføj evt. lidt mere fedstof.
- Tilsæt rødvinen og lad det koge lidt ind.
- Tilsæt chilien og krydderierne og lad det simre et par minutter.
- Tilsæt passataen, peberfrugten, kanelstangen, fonden og kødet og lad det simre ved svag varme i 2 timer med låg på.
- Tag låget af panden/gryde og skru op for varmen hvis kødsovsen er for tynd. Hvis ikke, så skal den bare simre videre uden låg på.
- Tag kidneybønnerne ud af dåsen og skyl dem godt af og lad dem dryppe af i 10-15 minutter.
- Hæld bønnerne og chokoladen i kødsovsen og varm det igennem i små 10 minutter. Smag retten til salt, peber, citronsaft, sukker og eddike.
Hjemmelavet tortilla chips
- Vi har valgt at lave vores egne tortilla chips til denne opskrift. Du kan sagtens erstatte dem med færdigkøbte chips.
- I bund og grund er hjemmelavede tortilla chips "bare" friturestegte tortilla pandekager. De kan frituresteges i en frituregryde, i en pande/gryde eller i ovnen. Vi har valgt at gøre det i ovnen i den her opskrift.
- Skær tortilla pandekagerne i trekanter. Hvis du har en pizza-slicer, så brug den og skær dem ud som du ville skære en pizza.
- Vend dine tortilla chips i olie og læg dem på et bageplade beklædt medbagepapir. Det er en lidt langsommelig proces, men det er vigtigt at de alle får olie og ikke lægger oven på hinanden.
- Tilbered dem i ovnen i alt fra 7-15 minutter ved 180 grader almindelig ovn. De skal være gyldne.
- Tag dem ud af ovnen og placer dem på fedtsugende papir.
- Drys salt på og lad dem køle af og de er klar til servering
Servering
- Server din chili con carne i en skål og brug den som en dip til dine hjemmelavede tortilla chips.
- Placer en spiseskefuld creme fraiche eller guacamole på toppen af din kødsovs.