Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
opskrift

Sangria

Anette-Anette Søstrøm Asmussen
 

Anette er vild med at bage, især brød og kager. Klassiske danske retter og desserter fylder desuden meget i hendes hverdag.

16. juni 2020
Prøv denne autentisk sangria opskrift med spansk rødvin og masser af frisk citrusfrugt! Frugtig, sød, tør, fyldig, blød, forfriskende og tilpas sprittet.

Opskrift på sangria

Sangria kan alt! Den er både frugtig, sød, tør, fyldig, blød, forfriskende og sprittet.

Jeg er fuldstændig pjattet med sangria, og det er for mig simpelthen smagen af sommer. Selvom det er spansk, så har jeg efterhånden drukket så meget af det herhjemme, at dansk sommer for mig ubetinget kalder på sangria – og det skal helst være så traditionelt som muligt: Det vil sige lavet på rødvin. Jeg kan også godt gå med til at tilføje danskvand, fordi det gør den lidt mere forfriskende på en varm sommerdag.

Jordbær, hyldeblomster, hvidvin osv. – det hører altså bare ikke rigtig hjemme i sangria, hvis du spørger mig!

Hver gang jeg får sangria bliver jeg straks bragt tilbage til Madrid i sommeren 2015. Det var første gang jeg besøgte Spanien, og hvis sangria+tapas var en sang, så ville det være kendingsmelodien til den sommer!

Sangria smager anderledes i Madrid end herhjemme. Jeg har sidenhen forsøgt at genskabe smagen. Jeg var længe i tvivl om det virkelig handlede om blandingsforholdet, eller om det var rent psykologisk? Men jeg synes helt ærligt at jeg har fanget den nu! Den er helt tilpas sød, forfriskende og sprittet! 😉


Antal: 6 personer

Sangria

Prøv denne autentisk sangria opskrift med spansk rødvin og masser af frisk citrusfrugt! Frugtig, sød, tør, fyldig, blød, forfriskende og tilpas sprittet.
Forfatter: Anette Søstrøm Asmussen
Ret: Drinks
Køkken: Middelhavet
Forb. tid: 15 minutter

Ingredienser

  • 1 stk. Citron
  • 1 stk. Appelsin
  • 1 stk. Ferskner
  • 1 stk. Æbler
  • 0.5 deciliter Brandy
  • 2 deciliter Appelsinsaft friskpresset
  • 0.5 deciliter Sukker
  • 1 stk. Kanelstang
  • 750 milliliter Rødvin gerne spansk!
  • Isterninger
  • Danskvand valgfrit

Sådan gør du

  • Skær appelsinen og citronen ud i skiver og halvér skiverne.
  • Kom halvdelen af appelsinskiverne og halvdelen af citronskiverne i en glaskande. Læg resten til side.
  • Skær ferskenen og et halvt æble ud i mindre stykker.
  • Kom al fersken i glaskanden men kun halvdelen af æblet. Læg de resterende halve æble til side. Pres eventuelt lidt citronsaft på skærefladen, hvis der går lang tid, før der skal serveres.
  • Hæld brandy i kanden og tilsæt appelsinsaft og sukker.
  • Brug en stor grydeske (gerne af træ) til at presse kandens indhold godt sammen, så saften fra frugterne frigives. Bland det hele godt sammen.
  • Tilsæt nu kanelstangen og rødvinen (personligt foretrækker jeg Rioja!). Herefter plejer jeg at sætte kanden i køleskabet i cirka 2 timer, så smagen rigtig kan udvikle sig, men du behøver ikke, hvis du ikke kan vente.
  • Lige inden servering rører du rundt i kanden og kommer lidt isterninger i hvert glas.
  • Skær det halve æble i mindre stykker og fordel dem i glassene.
  • Hæld sangria i glassene og tilsæt evt. lidt danskvand.
  • Pynt med en skive appelsin og en skive citron i hvert glas.