
Opskrift på pulled pork burger
Den nærmest mytiske ret Pulled Pork giver vi dig her en opskrift på. Det lækre, møre kød med den velsmagende stegeskorpe har i de senere år taget landet med storm, og ikke uden grund. Det er fantastisk velsmagende, rækker til mange, og så passer det sig selv under størstedelen af tilberedningen.
Vi har valgt at benytte os af den spanske luksusgris Iberico, også kendt som sortfodsgris. Du bør bestemt unde dig selv at prøve denne delikatesse, men er kødet umuligt at skaffe, kan du også sagtens anvende en ganske almindelig nakkefilet – gerne fra en god, dansk frilandsgris.

Pulled Pork Burger
Ingredienser
- 1 kilogram Nakkefilet Iberico Gris (kan også blot være normal dansk gris)
- 2 liter Vand
- 100 gram Salt
- 70 gram Sukker
- 10 stk. Peberkorn
- 4 stk. Laurbærblad
- 4 spsk. Brun farin
- 3 spsk. Paprika
- 1 spsk. Røget paprika
- 1 tsk. Spidskommen
- 1 tsk. Hvidløgspulver
- 1 tsk. Løgpulver
- 1 tsk. Chilipulver
Sådan gør du
Sprængning
- Start med at lave et hurtigt opkog af salt, sukker, laurbærblade og peberkorn.
- Køl det ned, og når det har køleskabs emperatur, skal kødet lægges i lagen.
- Lad kødet ligge i lagen i alt fra 8-12 timer (hvad der lige passer i din kalender) og tør kødet godt af bagefter.
Dryrub
- Bland alle krydderierne sammen og masser dryrubben ind i kødet. Husk at komme ind i alle revner/sprækker.
Stegen
- Sæt kødet på et ildfast fad og placer det i en kold ovn. Tilbered det i ovnen i 14 timer ved 110 grader almindelig ovn.
- Koldryg stegen i 2 timer for at give den røgsmag.
- Til sidst skal kødet have 15-20 minutter ved 200 grader varmluft, indtil rubben/skorpen på kødet er hård/sprød.
- Hvis du ikke kan koldrøge, så erstat ovnen/røgovnen med en grill det sidste kvarter samt en alubakke med røgsmuld eller barksmuld.
- Trevl kødet med 2 gafler, og det er klar til servering.
- Hæld en kold vinegarsauce over det trevlede kød, og det er klar til servering.
Servering
- Skær din brioche-burgerbolle (eller almindelig burgerbolle) over, og smør bunden med Miracel Whip og toppen med bbq-sauce.
- Placer coleslaw i topbollen og pulled pork-kødet i bundbollen.
- Velbekomme.