Opskrift på løgkompot med balsamico
Bløde og lækre karamelliserede løg er bare et sikkert hit her i Danmark. Om det er på en hakkebøf eller i en sandwich, så løfter det altid retten.
Denne løgkompot tager udgangspunkt i en blanding i mellem en løgmarmelade og de klassiske bløde løg.
De fungerer super godt som et tilbehør der kan pifte en lidt kedelig hverdagsret op eller i en sandwich.
Løgkompot med balsamico
Ingredienser
- 3 stk. Løg store - brug 4 hvis de er små
- 3 fed Hvidløg
- 30 gram Olie neutral
- 45 gram Æbleeddike
- 30 gram Balsamico
- 30 gram Sukker
- 0.5 tsk. Dijonsennep
- 20 gram Honning
- Salt og Peber
Sådan gør du
- Hak løgene groft og hvidløgene fint. Kom olie på en sauterpande og tænd for middelhøj varme (9 ud af 14 på mit komfur). Kom løg og hvidløg på panden og giv dem et par minutter. De skal blive bløde uden at tage farve. Kom sukker, eddike og balsamico på og rør godt rundt. Skru ned og lad det simre i 15 minutter. Krydr med salt og peber og kom sennep og honning i panden. Skru lidt op giv det cirka 5 minutter mere, så lagen har "coated"/klistret sig til løgene. Smag til med evt. mere salt og peber og de er klar til servering. Opbevar dem i et skoldet patentglas.