Opskrift på hjertesalat med ærter og persille
Lækre, sprøde og spændende salater er jo som bekendt min kæphest! Og jeg eksperimenterer hele tiden med nye varianter.
Her blev det til en virkelig dejlig og supersimpel udgave med hjertesalat med ærter, persille og en lækker hjemmerørt creme fraiche-dressing.
Det fantastiske ved salater er, at de slet ikke behøver være så komplicerede for at være skønne. De skal blot være friske og sprøde, og så skal de gerne have både lidt surt, salt og sødt i sig for at få en god dybde.
Hjertesalat har jo en dejlig mild, delikat salatsmag, så de søde ærter, den aromatiske persille og den letsyrlige creme fraiche dressing spiller rigtig godt sammen her.
Hvad angår sprødhed, er hjertesalat i øvrigt supergod til salater med dressing, da hjertesalat ikke smatter helt sammen, som man kan opleve det med eksempelvis icebergsalat.
Jeg vil sige, at denne salat gør sig bedst som et tilbehør fremfor at være et decideret måltid for sig selv. Hvis du tilføjer lidt kylling, kan den dog sagtens gøre det som en god, mættende frokost også!

Hjertesalat med ærter og persille
Ingredienser
Salat
- 2 Hjertesalat
- 2 deciliter Ærter friske, fra bælge
- Persille en håndfuld
Dressing
- 1.5 deciliter Creme Fraiche 9%
- 2 spsk. Citronsaft
- 1 tsk. Paprika
- 1 knivspids Cayennepeber
- Salt til smag
- Peber fra kværn - til smag
Sådan gør du
- Skyl først alle grøntsagerne.
- Pil alle bladene af hjertesalaten.
- Find en mindre skål.
- Kom alle ingredienser til dressingen i skålen.
- Rør dressingen godt sammen.
- Smag til med salt og peber.
- Find en større skål, et fad eller en stor dyb tallerken.
- Læg først halvdelen af hjertesalaten i lag.
- Læg halvdelen af ærterne ovenpå hjertesalaten.
- Kom halvdelen af dressingen ovenpå.
- Gentag ved at lægge den sidste halvdel af hjertesalaten ovenpå dressingen, efterfulgt af de sidste ærter.
- Afslut med den resterende dressing og afpynt med persille. Go' appetit!