Opskrift på grillet hornfisk
GRILLET HORNFISK MED VARME KRYDDERIER OG KORIANDER-YOGHURT
Vi har opskriften fra bogen: “Brændt røget hængt sprængt – Opskrifter fra kysten og skoven“, skrevet af Nikolaj Juel og Columbus Leth. De skriver følgende om opskriften:
“Alle de inkarnerede havørredfiskere, jeg kender, bander lidt, når hornfiskesæsonen går i gang. Chancerne for at fange en havørred i den periode formindskes betydeligt, da der er hornfisk overalt. Men hornfisk er faktisk, om end lidt undervurderet, en fantastisk spisefisk. Hornfisken er en ret fed fisk, som godt kan klare, at man krydrer den, som jeg har gjort her.”
Grillet hornfisk
Ingredienser
KRYDDERIBLANDING
- 1 tsk. Fennikelfrø
- 2 tsk. Korianderfrø
- 2 tsk. Spidskommen
- 1 tsk. Chiliflager
- 1 spsk. Rosenblade tørrede
FLADBRØD
- 450 gram Hvedemel
- 300 gram Vand
- 5 gram Gær
- 10 gram Salt
KORIANDER-YOGHURT
- 250 milliliter Græsk Yoghurt
- Koriander 1 bundt, finthakket
- Salt og Peber
SALAT
- 4 stk. Tomater grønne
- Syltede rødløg 1 skefuld
- Koriander 1 lille bundt, grofthakket
- Limesaft af ½-1 lime
- 2 spsk. Olivenolie
- Salt og Peber
Hornfisk
- Hornfisk
- Olivenolie
- Salt og Peber
Sådan gør du
KRYDDERIBLANDING
- Kom alle ingredienserne i en morter eller en spicegrinder, og mal dem, til du har et fint pulver.
FLADBRØD
- Kom alle ingredienserne i en skål, og ælt, til du har en helt glat dej. Dæk dejen til med film, og lad den hæve til dobbelt størrelse. Rul fladbrødene ud, og placer dem på grillen. Pak dem ind i et rent viskestykke, så de holder sig lune, imens du griller fisken.
SALAT
- Her kan du bruge, hvad du har lyst til, og hvad der ser lækrest ud ved grønthandleren. Kom tomaterne i en skål. Krydr med salt og peber. Tilsæt 2 spsk. olivenolie og limesaft efter smag. Sæt til side.
FISK
- Jeg har kun brugt halestykkerne til denne opskrift, da jeg synes, de ser ret flotte ud. Midterstykket fileterede jeg og brugte i en anden sammenhæng. Du kan selvfølgelig bruge hele fisken til denne opskrift. Kom lidt olivenolie på fisken. Krydr med salt, peber og et godt drys af krydderiblandingen. Grill fisken på begge sider, til du har gode grillmærker, og kødet falder let fra benet. Server med koriander-yoghurt, fladbrød, tomater, syltede rødløg og koriander.