
Opskrift på glutenfri burgerboller
Her får du en velsmagende, luftig og mættende glutenfri burgerbolle!
Opskriften er fra bogen Knæk Koden til Glutenfrit Brød og er udviklet efter Strukturmetoden.
Når du bager dit brød med fuldkornsmel, mætter det mere. Det kan være en fordel, fordi man ikke skal have så meget med i madpakken for at blive mæt. Men det kan også være en ulempe, hvis man gerne vil spise mere end én burger, men faktisk ikke kan! Så overvej, hvor stor familiens appetit er, og om du skal bage flere små burgerboller i stedet for…
Redaktionen: Hvis du har lyst til at prøve vores brioche burgerboller, så har vi en opskrift her.

Glutenfri burgerboller
Ingredienser
- 6 deciliter Vand håndlunt
- 50 gram Gær
- 3 spsk. fiberHusk
- 50 gram Smeltet smør eller ¾ dl olivenolie
- 1 deciliter Glutenfri havregryn
- 1 deciliter Majsstivelse
- 2 deciliter Majsmel
- 3 deciliter Fuldkornsrismel
- 1 tsk. Salt
- 1/2-1 deciliter Sesamfrø
Sådan gør du
- Rør gær ud i håndlunt vand og tilsæt derefter fibre.
- Rør ved høj hastighed på maskine, indtil det danner en rigtig tyk gelémasse.
- Lad massen hvile i 10 minutter. Bland imens de tørre ingredienser.
- Tilsæt olivenolie eller smør og derefter de tørre ingredienser lidt efter lidt, mens du rører på medium hastighed.
- Det er vigtigt, at dejen kan nå at optage alt mel, mens du rører.
- Når alt mel er rørt godt ind i dejen, skal dejen æltes på høj hastighed i 8-10 minutter mere.
- Lad dejen hæve med et viskestykke eller film over i 20 minutter.
- Form brugerboller i den ønskede størrelse med let hånd uden at slå dejen ned.
- Er det svært at forme burgerbollerne pæne, kan det hjælpe at tage olie på hænderne.
- Dyp den ene side af bollerne i en skål med sesamfrø og læg dem på en bageplade med sesamsiden opad.
- Glutenfrit brød bagt med Strukturmetoden kan have en tendens til at hæve opad, så du må gerne trykke burgerbollerne lidt flade, når du former dem.
- Lad dem hæve i 30 minutter mere.
- Varm ovnen op til 230 grader varmluft og bag burgerbollerne i 25-35 minutter.
- Bollerne er færdige, når de lyder hule, når du banker dem på bunden.