Opskrift på chimichurri (kold krydderurtesauce fra argentina)
Mit bud på en lækker kold, parfumeret og stærk sauce, der passer godt til et stykke rødt oksekød, fisk eller grillet majs.
Du kan også smøre det ovenpå et fladbrød eller blande det sammen med kogte kartofler.
Saucen er populær i Argentina og Uruguay og jeg er også stor fan af den. Kombinationen af chiliens styrke, krydderurternes parfume og hvidløg passer super godt sammen og jeg mener jeg fandt en perfekt balance her.
Selvom saucen minder om en grøn pesto, så skal det ikke være en blendet og homogen masse, de forskellige ingredienser skal hakkes med en kniv.
Chimichurri (kold krydderurtesauce fra Argentina)
Ingredienser
Chimichurri
- 0.5 deciliter Olivenolie
- 15 gram Persille
- 10 gram Koriander frisk
- 2.5 gram Oregano frisk
- 1 fed Hvidløg
- 0.5 stk. Chili frisk, uden kerner, jeg brugte lidt rød chili og jalapenos
- 1 tsk. Æbleeddike
- Salt og Peber
Sådan gør du
- Skyl krydderuterne og hak dem fint. Fjern kernerne fra chilierne og hak dem fint. Husk at smage på dem og tilføj lidt ad gangen. Det er lettere at tilføje mere kraft frem for at fjerne det. Hak eller pres dit hvidløg. Jeg hakkede det og næste gang vil jeg hakke det mere fint eller presse det i stedet for. Jeg fik et par stykker der var for store. Bland det hele sammen og tilsæt eddiken, olie og salt og peber. Jeg anbefaler at du laver det 1,5-2 timer før du skal bruge det, så smagene kan få fordelt sig i olien. Hvis du ikke har tid, så lad det som minimum stå og trække i 10 minutter. Du kan sagtens lave saucen dagen før, men så skal det stå i køleskabet. Din chimichurri er klar til brug og skal ikke varmes op. Den skal blot smørres på din stege bøf eller på dit brød eller grøntsager. Velbekomme.