Opskrift på syltede agurker
En god og nem opskrift på syltede agurker.
Hjemmelavet agurkesalat er det nemmeste i verden, og smagen er lysår fra den, du køber i glas i supermarkedet. Holdbarheden er mindst 1 uge på køl, så du kan lave en god portion og bruge af agurkerne i ugens løb.
Jeg har opskriften fra Jesper Græm, der har syltet tusindevis af agurker til hans grillbar Rasses Skovpølser. Før jeg mødte ham, lavede jeg altid mine syltesager ud fra princippet 1/3 eddike, 1/3 vand og 1/3 sukker. Han har lært mig at droppe vandet, så det hedder 50 % eddike og 50 % sukker i stedet for. Der er rigeligt med væske i grøntsagerne til at undlade vand i syltelagen.
Opskriften kan du let skalere, det handler blot om at agurkerne er dækket af en syltelage hele tiden i glasset.
Syltede agurker
Grej
- Mandolinjern (mulighed 1)
- Kniv (mulighed 2)
Ingredienser
- 1 stk. Agurk
- Salt
- 2 deciliter Eddike
- 2 deciliter Sukker
- Krydderier f.eks. peberkorn, allehånde og laurbærblade
Sådan gør du
- Skær agurken i tynde skiver (gerne med et mandolinjern, der giver tynde, ensartede skiver).
- Placer dem på et spækbræt/tallerken, så de ligger i et lag.
- Drys salt henover og lad dem stå og trække i cirka 20 minutter - det trækker lidt af væsken ud af dem, så de bliver fastere.
- Kog eddike og sukker til en lage - kog, til sukkeret er smeltet. Tilsæt krydderier efter egen smag, f.eks. peberkorn, allehånde og laurbærblade.
- Lad lagen køle af til minimum stuetemperatur inden den skal bruges.
- Find et sylteglas frem og og skold det indeni med kogende vand og evt. atamon, så du sikrer det mod bakterier.
- Hæld lagen i glasset.
- Tag en håndfuld agurker i hånden og knug den sammen, så overskydende væske render fra. Det er mere end man lige regner med, men agurker består også primært at vand.
- Kom dem i glasset med lagen og gentag med resten af agurkerne.
- Rør dem godt rundt og lad dem stå og trække i minimum 20 minutter, så er de klar til servering. De bliver dog endnu bedre næste dag.