Opskrift på pil selv rejer
Pil-selv søkogte rejer: Så er det (svensk) sommer!
Hvad er det, der gør søkogte rejer til noget særligt? Søkogte rejer er en af yndlingsspiserne blandt svenskerne. Som navnet indikerer, koges rejerne i saltlage ombord på rejetrawlerne. Dette sker straks efter fangsten.
Pil-selv rejer hænger uløseligt sammen med sol og sommer. Jeg købte de søkogte rejer hos den lokale fiskehandler, og når rejerne skal pilles, bliver det altid til et hyggeprojekt, som vi går sammen om herhjemme 🙂
Det skønne ved disse rejer er, at de, grundet deres store smag, kan indgå i de mest simple retter med meget få ingredienser – og alligevel smage så englene synger!
Her blev de serveret med grydebrød og hjemmerørt trøffelmayo – og intet andet. Normalt bruger jeg sennep i min mayo, men undlod det her, da jeg ikke ville overdøve trøffelsmagen.
Denne opskrift gør det fint som enten forret eller en hovedret, når det skal være lidt lettere.
Pil selv rejer
Ingredienser
- Rejer Søkogte og med skal. Mængde efter behov
Trøffelmayo
- 1 stk. Æggeblommer
- 1 tsk. Salt
- 1 tsk. Hvidvinseddike
- 0.5 deciliter Trøffelolie Olivenolie tilsat rigtig trøffel og ikke essens
- Hvid peber Efter smag
- Flagesalt Efter smag
- Citronsaft Efter smag
Sådan gør du
Søkogte rejer
- Læg rejerne i en sigte og skyl dem under vandhanen.
- Start med et vride hovedet af rejen.
- Kassér hovedet.
- Derefter fjernes skallen fra kroppen: Rejen har to "sæt"/rækker af ben. Hold med den ene hånd om halen. Med den anden hånd tager du fat om den ene række af ben og river benene om mod ryggen og ned igen mod den modsatte række af ben i en glidende, cirkulær bevægelse. Herefter er halen lige til at glide af kroppen. Se evt. fremgangsmetoden i videoen i bunden af opskriften.
Hjemmerørt trøffelmayo
- Sørg for at alle ingredienser er omtrent samme temperatur: Tag ingredienserne ud af køleskabet i god tid og mål dem af.
- Pisk æggeblommen sej sammen med salt.
- Tilsæt. hvidvinseddike under piskning.
- Tilsæt dernæst olien, indtil mayoen har den ønskede tykkelse.
- Smag til med hvid peber, flagesalt og citronsaft.
Ristet grydebrød
- Her brugte jeg grydebrødet fra denne opskrift.
- Rist brødet på den ene side.
Servering
- Smør den ristede side med trøffelmayo.
- Placér de pillede rejer herpå.
- Rejerne kan fordeles på alle fire skiver brød, men jeg foretrækker mange rejer på en skive - derfor ristede jeg to skiver per person, men serverede kun én rejemad til os hver.
- Den anden skive blev også smurt med trøffelmayo, men blev i stedet serveret med varmrøget laks ovenpå.