
Opskrift på one pot ramen
Hurtig og lækker vegetarisk one pot ramen suppe, der får masser af fylde fra de gode asiatiske smage, æg og nudler.
Vi har opskriften fra bogen: “Grøn mad på 30 minutter“, hvor forfatteren Louisa Lorang skriver følgende om opskriften:
“Æggene kan klart bare koges smilende, hvis du ikke orker min lyn-syltning. Det her er favoritmad. Virkelig nemt, så skønt og åndssvagt pænt. Grunden til, at misoen kommer i, når suppen tages af varmen, er, at den ikke bør koge.”

One pot ramen
Ingredienser
Æg
- 2 stk. Æg
- 0.5 deciliter Soya
- 2 spsk. Sukker
- 2 spsk. Mirin
- 0.5 deciliter Vand
Ramen
- 100 gram Shitakesvampe
- 1 stk. Portobellosvampe op til 2 efter smag, skåret i skiver
- Olie til stegning
- 2 fed Hvidløg fintrevne
- 1 spsk. Ingefær revet
- 8 deciliter Grøntsagsbouillon
- 400 gram udon nudler
- 200 gram Mukimame edamamebønner uden bælg
- 1 spsk. Miso mørk
- 2 spsk. Soya
- 1 tsk. Sesamolie
Topping
- Forårsløg eller porre, snittede
Sådan gør du
Æg
- Kom æggene i kogende vand, og kog dem i 6 ½ minut. Kom imens soja, sukker, mirin og vand i en kasserolle, og kog det op, til sukkeret er smeltet. Pil æggene, og kom dem i en kop. Hæld den varme sojalage over, og lad dem trække indtil servering.
Ramen
- Steg svampene i olie i en varm wok. Kom hvidløg og ingefær ved, og lad det sautere med, men uden at det tager farve. Hæld bouillon på, og kog op. Kom nudler i, og lad dem dampe med i ca. 1 minut. Tilsæt mukimame, og varm igennem. Tag suppen af varmen og rør forsigtigt miso i. Smag til med soja og sesmaolie. Fordel suppen i 2 store skåle. Top med forårsløg, sesamfrø og halve æg. Servér straks, gerne med chiliolie til.