Opskrift på kyllingesalat
Nem og lækker salat, der kan trylles sammen på under tyve minutter.
Vi har opskriften fra bogen: “Nemme salater og tilbehør“, hvor forfatteren siger følgende om opskriften:
“Denne salat er en lækker og mættende måltidssalat, som du kan bruge til frokost eller aftensmad. Jeg synes, at hvis en salat skal mætte, skal den indeholde både kulhydrater og kostfibre, fedt og protein. Denne salat lever op til de kriterier, fordi den har protein fra kylling og æg. Den har kulhydrater og kostfibre fra rugbrød og grøntsager. Og så har den fedt fra blandt andet æg, avocado og olie. Salaten her er en typisk frokost for mig. Når jeg sidder mange timer foran computeren, er det vigtigt, at jeg får en sund og mættende frokost, som giver fordøjelsen noget at arbejde med. På den måde falder jeg ikke i fælden, hvor jeg bliver lækkersulten senere på dagen.”

Kyllingesalat
Ingredienser
- 200 gram Kylling
- Olie Til stegningen
- 0.5 tsk. Salt
- 2 stk. Æg
- 200 gram salat Romaine
- 100 gram Cherrytomater
- 1 stk. Avocado
- 60 gram Radiser
- 2 skiver Bacon Evt. kalkun – kan undlades
- Balsamico Lidt
- Citronsaft Lidt
Rugbrødscroutoner
- 2 skiver Rugbrød
- 2 spsk. Olie
- 0.5 tsk. Groft salt
Sådan gør du
- Steg kyllingen på panden i olie og lidt salt. Bring vand op at koge i en gryde, tilsæt æggene forsigtigt med en ske, og kog dem i 7-8 minutter (alt afhængig af størrelsen). Rugbrødscroutonerne laves ved at skære rugbrødet i tern og stege dem på panden med olie og salt. Skyl salaten og skær den i mindre stykker. Tomater skæres i kvarte, avocado skæres i små firkanter, og radiser i skiver. Fordel kyllingen på salaten, og hæld lidt balsamico og citronsaft over. Læg æggene oven på salaten, og drys med rugbrødscroutoner.