
Opskrift på key lime pie
Key Lime Pie: En himmelsk opskrift på den amerikanske klassiker!
Mmh – sød og syrlig, fløjlsblød creme med flødeskum og en sprød kiksebund. Den er en fuldtræffer hver sommer!
Jeg har opskriften fra bogen: “Signature Dishes That Matter“, der har fokus på verdens mest ikoniske retter, der har været med til at ændre madkulturen i verden. Det her skulle være den originale opskrift på tærten.
Key Lime Pie stammer fra øen Key West ved Florida og grunden til at opskriften er med kondenseret mælk er, at da opskriften blev opfundet var der ingen bro til øen, så det var nærmest umuligt at skaffe frisk mælk/fløde. Derudover bruger de deres vildtgroende key limes til opskriften. De er svære at få fat i herhjemme, så jeg har lavet opskriften med almindelige limes. Eftersigende er key limes lidt mindre og mere aromatiske end de limes vi bruger.
Opskriften kræver ikke mange ingredienser og er super let at lave. Det er måske derfor amerikanerne har udtrykket: “Easy as a pie”.
Vi er under alle omstændigheder ret pjattede med denne perfekte balance mellem det søde, bløde, syrlige og sprøde! Så forleden var jeg atter at finde i køkkenet med hænderne i tærtedejen 🙂

Key Lime Pie
Grej
- 1 Tærteform 22-23 cm
- 1 El-pisker
Ingredienser
Tærtebund
- 200 gram Kiks Digestive, Grahamskiks eller ingefærkiks
- 100 gram Usaltet smør smeltet
- 80 gram Sukker
Limecreme
- 3 stk. Æggeblommer
- 2 stk. Lime kun skallen, cirka 2 spsk.
- 1 dåse Kondenseret mælk 394 gram
- 160 gram Limesaft køb evt. en flaske
Topping
- 250 gram Piskefløde det må gerne være double cream hvis du kan skaffe det
- 2 spsk. Flormelis
Sådan gør du
Tærtebund
- Start med at tænde ovnen på 180 grader almindelig ovn.
- Kom fedtstof på dit tærtefad, f.eks. ved at bruge et stykke køkkenrulle og smør alle overfladerne indvendig med f.eks. smør eller bagefedt.
- Kom kiksene i en frysepose/ziplock pose og knus dem. Du kan også bruge en foodprocessor eller en blender til det.
- Tilsæt smeltet smør og sukker og fordel så godt som du overhoved kan.
- Hæld posens indhold ud i tærtefadet og fordel det så jævnt som overhoved mulig. Få det godt op ad siderne.
- Bag det i ovnen i 8 minutter indtil bunden er fast og let gylden.
- Tag den ud af ovnen og sæt den til afkøling på en bagerist.
Limecreme
- Riv skallerne af din limes of vær forsigtigt med ikke at få andet end det grønne med. Kom det i en skål sammen med æggeblommerne.
- Pisk æggemassen tyk og skummende ved hjælp af en elpisker på maksimal hastighed. Det tager cirka 5 minutter.
- Tilsæt langsomt herefter det kondenserede mælk i 3-4 minutter.
- Skru elpiskeren ned på den laveste hastighed og tilsæt limesaften. Det skal blot være fordelt og blandet sammen, ikke mere.
- Hæld limecremen over på den bagte tærtebund og bag den i 10 minutter ved 180 grader almindelig ovn. Det handler om at cremen blot skal sætte sig, ikke tilberedes.
- Tag tærten ud og lad den køle af på en bagerist.
- Når den er kølet af, skal den i køleskabet.
- Inden den skal serveres (og pyntes), skal den have 15 minutter i fryseren.
Pynt
- Kom fløde og flormelis i en skål.
- Pisk det i hånden indtil den begynder at tykne. Sørg altid for at flødeskummen ikke er helt pisket færdig når du stopper, da flødeskummen arbejder og tykner videre.
- Kom den i et tyl eller pynt med en ske.
- Tag den kolde tærte ud af fryseren og kom flødeskum på toppen, evt. sammen med lidt revet limeskal.
- Velbekomme.
Noter

