
Opskrift på kardemomme snurrer med creme
Kanelsnurrer er blevet vanvittigt populære, men nu besluttede jeg mig for at lave kardemommesnurre i stedet. Snurrerne er fyldt med remonce, og så har de fået en god klat vaniljecreme ovenpå.
De blev virkelig lækre og duften var bare himmelsk. Helt perfekte når der skal hygges lidt derhjemme!
Kardemomme snurrer med creme opskrift

Kardemomme snurrer med creme
Ingredienser
Dej
- 0.5 liter Mælk koldt
- 50 gram Gær
- 1 Æg M/L
- 200 gram Durum mel
- 800 gram Hvedemel
- 14 gram Sukker
- 14 gram Salt fint
- 150 gram Smør
Remonce
- 200 gram Smør blødt
- 100 gram Sukker
- 3 spsk. Kardemomme stødt
Vaniljecreme
- 300 gram Sødmælk
- 1 tsk. Vaniljesukker med top på
- 4 Æggeblommer
- 0.75 deciliter Sukker
- 2 spsk. Maizena
Sådan gør du
Vaniljecreme
- Hæld sødmælken i en gryde og bring det i kog.
- Kom æggeblommer, sukker og vaniljesukker i en skål og pisk det lyst og luftigt.
- Hæld herefter maizena oveni, men vent med at piske det sammen.
- Hæld den kogende mælk over i skålen med æggeblandingen under piskning.
- Hæld det hele over i gryden og lad det varme op, mens du pisker kraftigt i det. Cremen vil nu tykne. Tag gryden af varmen, når du synes, den har fået en passende tyk konsistens – den skal være lidt tyk.
- Hæld vaniljecremen fra gryden og over i en skål gennem en sigte. Lad det står i skålen og afkøle lidt.
- Læg husholdningsfilm ned ovenpå den let afkølede vaniljecreme og sæt herefter skålen på køl, indtil den er helt afkølet. Det tager cirka tre timer. Herefter er den klar. I mellemtiden går du i gang med dejen.
Dej
- Hæld mælk i en skål og rør gæren ud heri.
- Kom herefter æg, durummel, hvedemel, sukker og salt i blandingen.
- Ælt det godt igennem indtil dejen begynder at slippe kanterne. Det er nemmest at gøre på maskine, men du kan også gøre det i hånden. På røremaskinen tager det cirka otte minutter.
- Skær smørret ud i mindre stykker og ælt dem sammen med dejen.
- Lad det stå og hæve i 60 minutter. I mellemtiden går du i gang med remoncen.
Remonce
- Kom alle ingredienserne i en skål og pisk dem godt sammen med en håndmikser. Sæt skålen til side.
Kardemomme-snurrer
- Hæld den færdighævede dej ud på køkkenbordet og rul den ud til et rektangel på cirka 30 x 60 centimeter.
- Fordel remoncen udover hele dejen.
- Fold dejen på den korte led, først ved at folde den ene side ind mod midten, hvorefter den anden side foldes indover den første, så du har tre lag.
- Rul dejen lidt så den bliver cirka 5 centimeter længere (på den lange led).
- Tag en kniv og del dejen i tyve dele på cirka tre centimeters bredde.
- Rul hver af dem til snurrer. Du kan se hvordan i videoen herunder.
- Fordel snurrerne på to bageplader beklædt med bagepapir. Sørg for at de står med rimelig afstand, da de nu skal efterhæve til dobbeltstørrelse.
- Når snurrerne er hævet til det dobbelte, pensles de med æg.
- Fordel en klat vaniljecreme ovenpå hver snurrer.
- Bag dem i en forvarmet ovn (almindelig ovn) ved 200 grader i et lille kvarters tid. Hold øje med dem, da bagetiden afhænger af din ovn.
- Tag de færdige snurrer ud af ovnen og lad dem køle af på en rist.