
Opskrift på hjerter i flødesovs med rodfrugter
Den dejlige klassiske, danske ret: Hjerter i flødesovs. Denne opskrift er lavet af kalvehjerter der simrer sammen med en porter og serveres med rodfrugter.
Vi har fået opskriften fra bogen: “Øl og mad“, hvor forfatterne siger følgende omkring opskriften:
“Hjerte er ikke længere hverdagsmad, det er en skam, fordi det smager fantastisk, og man får brugt så meget kød fra koen som muligt. I denne opskrift har vi ladet os inspirere af en citron-porterdrik.”

Hjerter i flødesovs med rodfrugter
Ingredienser
Braiseret hjerte
- 1 kilogram Kalvehjerte
- 1 stk. Gulerødder
- 1 bundt Persille
- 50 gram Smør
- 2 stk. Løg Hakkede
- 5 fed Hvidløg Finthakkede
- 1 stk. Øl Porter
- 1 liter Vand
- 5 stk. Laurbærblad
- Timian 2 kviste
- 1 tsk. Peberkorn Sorte
- Salt
Rodfrugter
- 500 gram Pastinak
- 500 gram Persillerod
- 25 gram Smør
- 2.5 deciliter Piskefløde
- 2.5 deciliter Vand
- 2 fed Hvidløg Finthakket
- Citron Saft og revet skal fra 1 citron, økologisk
- Salt
- Peber Fra kværn
Sådan gør du
- Start med at udvande kalvehjertet i rigeligt koldt vand i et par timer. Befri hjertet for sener, hinder og eventuelt størknet blod. Skær det derefter i strimler, og læg strimlerne i rent vand i yderligere 1 time. Lad kødet dryppe af i en sigte, og dup det med køkkenrulle før stegning. Skræl gulerod, og skær den i mindre stykker. Skyl persillen, pluk bladene af, og gem dem til tilbehøret. Gem stilkene til senere. Smelt smør i en gryde, brun kødet af lidt ad gangen. Tilsæt gulerod, løg, hvidløg og salt. Hæld øl og vand ved, og lad det koge op. Tilsæt derefter laurbærblade, timian, peberkorn og persillestilke. Skru ned for varmen, og lad det hele simre under låg i 1 time. Mens hjertet simrer, skræl pastinakker og persillerødder, og skær dem i stave på 5-7 cm. Smør et ovnfast fad med smør, og læg dem i fadet. Kog piskefløde, vand, hvidløg, citronsaft og -skal op. Lad det koge, til det er tyknet lidt. Smag til med salt og peber. Hæld flødeblandingen over rødderne, og sæt fadet i ovnen ved 175°C i 15 minutter. Når det er færdigt, vend det sammen med hjerterne i gryden, og server med persille drysset henover.