
Opskrift på glutenfri jordbærtærte
Jordbærtærte er en sommerfavorit, der ofte nydes i de varme måneder, når friske jordbær er i sæson. Jeg besluttede at lave en glutenfri udgave, så min kollega med glutenallergi også kunne være med til at nyde denne lækre dessert. Det var en stor succes, og alle kollegaerne var vilde med den. De nød den lette og luftige bund kombineret med den cremede mascarpone og de saftige, søde jordbær. Denne tærte er perfekt til sommerfester, hyggelige eftermiddage i haven eller som en frisk afslutning på en god middag.

Glutenfri Jordbærtærte
Grej
- 1 Springform Ø24 cm
Ingredienser
Mazarinbund
- 200 gram Marcipan revet
- 75 gram Sukker
- 200 gram Smør blødt
- 4 stk. Æg
- 50 gram Havremel eller mandelmel
- 110 gram Mørk chokolade
Mascarponecreme
- 250 gram Mascarpone
- 2½ deciliter Piskefløde
- 1 stk. Vaniljestang kun kornene
- 2 spsk. Sukker
- 1 pakke Jordbær friske
Sådan gør du
Mazarinbund:
- Riv marcipanen groft og bland det godt sammen med sukkeret.
- Tilsæt blødt smør og pisk det hele godt sammen, indtil det er let og luftigt.
- Slå æggene ud og pisk dem i ét ad gangen.
- Rør den glutenfri melblanding i dejen.
- Smør en springform (24 cm i diameter) og læg bagepapir i bunden.
- Hæld dejen i formen og bag den i ovnen ved 175 grader varmluft i 25-30 minutter.
- Tag kagen ud af formen og fordel den mørke chokolade over den varme kage, så det smelter.
- Lad kagen køle helt af på en bagerist. Hvis chokoladen ikke er størknet, kan du sætte kagen i køleskabet i 15 minutter.
Mascarponecreme:
- Pisk mascarpone, fløde, vaniljekorn og sukker sammen, indtil det bliver en luftig creme.
- Smør cremen ud over den afkølede mazarinbund.
- Skær jordbærrene i skiver og læg dem oven på cremen.
- Server tærten kold og nyd denne glutenfri version af en klassisk jordbærtærte. Velbekomme!