Opskrift på bulgursalat med tomater, peberfrugt, feta og dressing
Herlig og farverig bulgursalat med massevis af små tomater i forskellige farver. Derudover også agurk, peberfrugt og feta – alt sammen vendt i en virkelig lækker og smagfuld dressing.
Jeg lavede den her salat med fokus på tomaterne – de smager virkelig dejligt lige nu og så forskelligt! Alt efter hvilke du vælger. Så selvom der ikke er så mange ingredienser i denne salat, er der masser af forskellige smagsindtryk fra både søde og let syrlige tomater, cremet feta og knasende peberfrugt.
Dressingen er lavet med lidt chili, hvidløg og ingefær, som tilføjer herlig smag til den milde salat.
Vi spiste den som tilbehør til grillmad i dag, hvilket fungerede fortrinligt…men den kan også spises bare som den er eller med frikadeller, kyllingespyd eller andet til.
Uanset hvad er den både nem og god og et festfyrværkeri i farver og smag.
Bulgursalat med tomater, peberfrugt, feta og dressing
Ingredienser
Salat
- 2 deciliter Bulgur
- 250 gram Cherrytomater gerne forskellige farver
- 0.5 stk. Rød peberfrugt
- 0.25 stk. Agurk
- 125 gram Feta grofthakkes
Dressing
- 0.5 deciliter Olivenolie
- 1 spsk. Citronsaft
- 1 fed Hvidløg knust
- 1 tsk. Frisk ingefær revet
- 0.25 tsk. Chili stødt
- 1 spsk. Honning flydende
- Salt og Peber lidt
Sådan gør du
- Sæt bulguren til kogning i rigeligt, letsaltet vand.
- De skal have 15-20 minutter, mærk efter hvornår de er gennemkogte.
- Må gerne have lidt bid stadig.
- Rør alle ingredienser til dressingen sammen og vend den i dine afdryppede bulgur.
- Skær tomater, peberfrugt og agurk i tern og vend det i bulguren.
- Anret i fad og top med feta - servér