
Opskrift på brændenældesuppe (bålmad)
Opskriften til dig der gerne vil tættere på naturen: Brændenældesuppe lavet over bål.
Vi har opskriften fra bogen: “Bålkogebogen – smagfulde naturoplevelser for hele familien“, skrevet af Jon Lindberg, der skriver følgende om opskriften:
“Brændenælder er en superfood, både ernæringsmæssigt og kulinarisk. Vi kokke elsker den urt, men den skal behandles ordentligt ligesom alle andre gode råvarer. Derfor tilsættes de friske brændenældeskud til sidst i retten og skal kun koge med i et par minutter. På den måde får vi en lysegrøn farve, og nældens dejlige friske, krydrede smag kommer til sin ret.”
Opskriften kræver en stor gryde, en rist eller et bålstativ.

Brændenældesuppe (bålmad)
Grej
- Pyramidebål
Ingredienser
- 1 kilogram Bagekartofler cirka
- 2 stk. Porre eller løg
- 1.5 liter Grøntsagsfond eller hønsefond eller vand
- 0.5 liter Fløde
- Smør en klat
- Olie lidt
- Salt og Peber
- Brændenælder en stor kurvfuld brændenældeskud eller topskud, hvis du er ovre foråre
Sådan gør du
- Tænd et pyramidebål.
- Skræl kartoflerne, og skær dem i ret små tern.
- Rens porrerne, og skær dem i tern eller ringe – husk, den grønne del på porren kan også spises.
- Varm olie og smør op i gryden, og steg porrer og kartofler godt.
- Det må gerne tage 10 minutter ved moderat varme, hvor grøntsagerne steger, men ikke får for meget farve – det er ved stegningen, smagen udvikler sig, og grøntsagernes sukkerstoffer karamelliserer og giver sødme til suppen.
- Hæld fond eller vand på, og lad suppen koge i ca. 25 minutter.
- Skyl og hak brændenælderne fint imens.
- Tjek, om kartoflerne er møre, og prøv at knuse dem, så meget du kan med grydeskeen – det er med til at tykne suppen.
- Tilsæt fløde, kog op, og smag til med salt og peber.
- Smid brændenælderne i, og kog suppen et par minutter.
- Smag til igen, og servér, gerne med brød fra bål til.
- Suppen kan varieres ved at blande andre rodfrugter sammen med kartoflerne.
- Prøv også med lidt vilde krydderurter som vild syre, porse og røllike sammen med brændenælderne.