
Opskrift på bedstefars skæg med stikkelsbær
Bedstefars skæg er en elsket klassiker, som har fået sit navn, fordi man risikerer at få en hvid afmærkning af marengs på overlæben, når man tager en bid af kagen.
Vi har opskriften fra bogen: “Skærekager deluxe – 1 bageform – 50 uimodståelige kager“, hvor forfatteren Camilla Biesbjerg Markussen skriver følgende om opskriften:
Denne kageklassiker bages traditionelt med hindbær- eller jordbærmarmelade i midten, men da jeg holder meget af sommerens stikkelsbær, har jeg forkælet den med en gang hjemmelavet stikkelsbærkompot, som giver et fantastisk godt og syrligt modspil til den søde marengs.

Bedstefars skæg med stikkelsbær
Ingredienser
Stikkelsbærkompot
- 300 gram Stikkelsbær evt. frost
- 100 gram Sukker
- 1/2 stk. Vaniljestang
- 1/4 deciliter Vand
- 2 spsk. Citronsaft
Kagebund
- 200 gram Smør
- 2 deciliter Sødmælk
- 4 stk. Æggeblommer
- 200 gram Sukker
- 115 gram Marcipan
- 1/2 stk. Citron usprøjtet, kun skallen
- 250 gram Hvedemel
- 2 tsk. Bagepulver
- 1 tsk. Vaniljesukker
- 1/4 tsk. Salt
Marengslåg
- 3 stk. Æggehvider
- 150 gram Sukker
- 1/2 tsk. Citronsaft
- 40 gram Hasselnøddeflager
- 20 gram Pistacienødder
Sådan gør du
Stikkelbærkompot
- Skyl og nip stikkelsbærrene og kom dem i en gryde sammen med sukker, vaniljekorn, vand og citronsaft. Bring det langsomt i kog og lad det småkoge i 5-6 minutter, til bærrene er møre.
- Mos bærrene med en ske, så de brister, og kog videre i 2-3 minutter, til kompotten tykner let.
- Smag til med sukker eller citronsaft, så kompotten bliver syrligsød. Hæld på glas og afkøl helt.
Kagebund
- Tænd ovnen på 180 °C. Smør bageformen med lidt smør og beklæd den med bagepapir.
- Smelt smørret i en gryde. Tag af varmen og tilsæt mælken.
- Pisk æggeblommer og sukker luftigt i en skål med en elpisker.
- Tilsæt groftrevet marcipan og fintrevet citronskal og pisk det sammen.
- Bland hvedemel, bagepulver, vaniljesukker og salt og rør det i dejen skiftevis med smørblandingen, til dejen er ensartet.
- Fordel dejen i formen og bag kagebunden i ovnen i 15 min.
Marengslåg
- Pisk æggehviderne stive i en skål med en elpisker.
- Tilsæt sukker lidt ad gangen under konstant piskning. Pisk videre, til marengsen er helt fast og blank.
- Rør citronsaft i.
- Tag kagen ud af ovnen og smør den med et lag stikkelsbærkompot.
- Fordel marengsen ovenpå i et højt lag og glat den ud med en palet. Drys med hasselnøddeflager og hakkede pistacienødder.
- Sæt kagen tilbage i ovnen og bag i 15 minutter, til marengsen er let gylden. Afkøl kagen på en rist.
Servering
- Servér kagen i firkantede stykker.
