
Opskrift på is med citron og kondenseret mælk
To af mine yndlingsdesserter er citronfromage og Key Lime Pie. Her har jeg lavet en is, hvor ismassen er baseret på en kombination af de to. Hvis ikke du har prøvet at lave Key Lime Pie, så er det bare med at få det prøvet! Det er en kombination af æggeblommer, limeskal og -saft og kondenseret mælk som bliver bagt på en digestivebund.
Ismassen laves næsten på samme måde, men opvarmes i en gryde og får lidt husblas, som hjælper med at stabilisere isen. Du får den blødeste og mest cremede is i verden, som du enten kan imponere dine gæster med eller lave i al hemmelighed og holde helt for dig selv!

Is med citron og kondenseret mælk
Grej
- 1 Ismaskine gerne med kompressor
Ingredienser
- 4 Æggeblommer
- 8 gram fintrevet citronskal ca. 2 usprøjtede citroner
- 400 gram kondenseret mælk 1 dåse
- 150 gram Sødmælk
- 1 nip salt
- 150 gram friskpresset citronsaft
- 2 blade husblas
- 250 gram piskefløde 38 %
Sådan gør du
- Læg husblassen i en skål med koldt vand i ca. 5-10 minutter, så den bliver blød.
- Pisk æggeblommerne og citronskallen let sammen, så de bliver luftige.
- Hæld den kondenserede mælk i en tynd stråle, mens du konstant pisker.
- Hæld ægge/mælkemassen, sødmælk og salt i en kasserolle.
- Tænd blusset på middel varme og rør rundt i massen til den når 72°C
- Rør i 1 minut mere og tag så kasserollen af blusset.
- Vrid husblassen fri for vand, og rør den i den varme isbase, indtil den er helt opløst.
- Tilsæt piskefløden, og rør forsigtigt rundt og rør så citronsaften i.
- Hæld ismassen i en condibøtte, tupperware eller hvad du har, og lad den modne i køleskabet i mindst 4 timer – gerne natten over.
- Hæld den afkølede isbase i en ismaskine, og kør den til en cremet konsistens.
- Overfør isen til en fryseegnet beholder, og lad den sætte sig i mindst 2 timer, inden den serveres.