Opskrift på t-bone steak med bagt squashsalat
En t-bone steak er et virkelig lækkert stykke kød. Det består af tyndsteg og mørbrad og er en rigtig mandebøf! Kødet egner sig til stegning på både pande og grill, og det er en version stegt på panden, du får opskriften på her.
Server med en lækker, ovnbagt squashsalat, smørdampet spidskål og sorte oliven. Perfekt mad til en dejlig lørdag aften eller hvis det bare skal være lidt luksus på en hverdag.

T-bone steak med bagt squashsalat
Ingredienser
- 4 stk. T-Bone Steak ca. 1,5 cm. tykke
- 2 stk. Squash en gul og en grøn
- 6 fed Hvidløg
- Rosmarin friske kviste
- 1 stk. Spidskål
- Olie til stegning
- Smør til stegning
- Salt
- Peber
- Revet ost pecorino
- oliven sorte
Sådan gør du
Bagt squashsalat:
- Skær squash i tynde skiver og læg dem i et tærtefad. Skær 3 fed hvidløg i meget tynde skiver og bland dem med squashskiverne. Krydr med salt, peber og et par kviste frisk rosmarin, drys revet pecorinoost over fadet, og bag det i ovnen i cirka 30 minutter ved 200 grader.
Smørristet spidskål:
- Skær spidskålen i 8 dele. Smelt smørret på en pande, og steg den ene side af kålen i cirka 5 minutter ved middel varme. Vend stykkerne om og steg dem ligeledes i cirka 5 minutter på den anden side. Kålen skal være mør, men må stadig gerne have lidt bid.
T-bone steaks:
- Tag kødet ud af køleskabet i god tid før stegning (gerne cirka 30 minutter). Krydr med salt og peber. Opvarm en stor pande med smør og olie og steg steaksene i 4-5 minutter på hver side ved jævn varme.
- Vær opmærksom på ikke at komme for meget kød på panden af gangen, da det sænker temperaturen, og gør det svært for kødet at danne den lækre stegeskorpe, vi gerne vil have. Skær de tre tiloversblevne hvidløg i tynde skiver og steg dem og et par kviste rosmarin med, når du steger kødet. Det dufter fantastisk og kan sagtens spises til retten.
- Når kødet er færdigstegt, tages det af panden og lægges på et fad. Lad kødet hvile under et viskestykke i 10-15 minutter - se note.Server de lækre t-bone steaks med den bagte squashsalat, skiver af smørstegt spidskål og sorte oliven.