
Opskrift på skinkesnegle
Her får du et lækkert alternativ til de populære pølsehorn – nemlig skinkesnegle. De er nemme at lave, gode til frys og lækre til madpakken såvel som buffetbordet.
Har du en ledig stund i køkkenet, så er skinkesneglene et godt bud på, hvad du kan kaste dig over. Tag børnene med og hyg jer med de lækre skinkesnegle.
Spørger børnene efter spændende madpakker, så er det her et sikkert hit!

Skinkesnegle
Ingredienser
- 0.5 pakke Tørgær 15 g. alm. gær
- 1 spsk. Sukker
- 1 spsk. Groft salt
- 4 spsk. Olie Smagsneutral
- 5 deciliter Vand Lunkent
- 850 gram Hvedemel Gem lidt til æltning
- 1 stk. Æg Til pensling
- tomatsauce Et glas
- 1 pakke Skinkestrimler
- 1 pakke Pepperoni
- 1 pakke Revet ost
Sådan gør du
Dejen – Først laver vi en almindelig bolledej.
- Rør gær, sukker, salt, olie og lunkent vand sammen i en røreskål. Gæren skal opløses i vandet.
- Bruger du en røremaskine, som mig, så giv den omkring 1 minut. Bruger du håndkraft, kan det godt tage et par minutter.
- Sigt melet i lidt efter lidt. Når dejen samler sig, så kan du skrue op for din køkkenmaskine. Når dejen slipper siderne af skålen, er den klar.
- Bruger du i stedet håndkraft, så tager du dejen ud på bordet og ælter den i 20 minutters tid. Dejen skal være smidig og lækker at røre ved.
- Lad dejen hæve i en lufttæt skål – f.eks. med en badehætte eller husholdningsfilm over.
- Lad dejen hæve i 2 timer ved stuetemperatur.
Skinkesnegle
- Vend dejen ud på bordet, der er drysset med lidt mel.
- Rul dejen ud på bordet, til den har en fin, jævn tykkelse.
- Fordel tomatsauce, ost, skinke og pepperoni på dejen. Herefter rulles dejen til en pølse, som skæres ud på tværs til fine snegle.
- Lad sneglene efterhæve i 30 minutter under et viskestykke.
- Pensl dem med æg, og bag dem i 10-12 minutter i en forvarmet ovn ved 210 grader varmluft.
