
Opskrift på rabarbertærte med marcipan og hvid chokolade
De danske rabarber er i sæson lige nu, og det kan man tydeligt se på de sociale medier. Det bugner med alle mulige lækre rabarberopskrifter, så nu måtte jeg selv i gang.
Det blev til denne lækre rabarbertærte med marcipan og hvid chokolade. En rigtig sommertærte 🙂 Og marcipanen gør den lækkert klæg!

Rabarbertærte med marcipan og hvid chokolade
Ingredienser
- 100 gram Smør
- 0.5 Vaniljestang
- 2 Æg M/L
- 1 deciliter Sukker
- 100 gram Hvedemel
- 50 gram Kokosmel
- 1 tsk. Bagepulver
- 100 gram Rå marcipan
- 300 gram Rabarber
- 0.25 deciliter Rørsukker
- 80 gram Hvid chokolade
- Flormelis til pynt
Sådan gør du
- Smelt smørret og skrab vaniljekornene ud af vaniljestangen. Du kan også erstatte vaniljekornene med én tsk vaniljeessens.
- Slå æggene ud i en skål og tilsæt sukker.
- Pisk det luftigt.
- Hæld smørret i lidt efter lidt, imens der stadig piskes.
- Tilsæt vaniljekornene (eller essensen), bagepulveret og kokosmelet og sørg for at det er pisket godt sammen.
- Tilsæt hvedemel og rør det sammen.
- Skær marcipanen ud i små stykker og kom dem i tærtedejen.
- Skær rabarberen ud i små stykker og kom 1/3 i tærtedejen.
- Smør en tærteform med lidt smør eller olie og hæld dejen heri. Min tærteform er cirka Ø20 cm.
- Læg de resterende 2/3 af rabarberne ovenpå.
- Bræk den hvide chokolade i grove stykker og fordel dem ovenpå tærten.
- Sæt tærten i en 170 grader varm ovn (almindelig ovn) og lad den bage i 35-40 minutter.
- Tag tærten ud af ovnen, når den er færdig, og drys flormelis udover.