Opskrift på ovnstegte kartofler med andefedt
Kartofler er muligvis én af de råvarer, vi spiser i allerflest forskellige varianter: Almindeligt kogte, sous vide-tilberedte, hasselback, rösti, pommes frites, pommes pailles, ovnstegte, i kartoffelsalat, som sprøde kartoffelchips… og jeg kunne blive ved!
Alle elsker sprøde kartofler, og hvis du steger dem i andefedt, bliver de endnu sprødere, end når de blot steges i olie. Generelt er andefedt bare godt til at gøre tingene sprøde. Derudover giver det en virkelig lækker smag til de ovnstegte kartofler. Andefedt kan altså bare noget!
Disse ovnstegte kartofler med andefedt er supersprøde og lækre, og du kan selvfølgelig også erstatte andefedtet med olie.
Ovnstegte kartofler med andefedt opskrift

Ovnstegte kartofler med andefedt
Ingredienser
- 1 kilogram Kartofler
- 1 spsk. Eddike
- 2 spsk. Andefedt eller smagsneutral olie
- Salt og Peber
Sådan gør du
- Skræl kartoflerne.
- Skær kartoflerne i ensartede stykker.
- Kog dem i 7 minutter i vand tilsat lidt eddike.
- Tag kartoflerne op af vandet og hæld dem gennem en sigte, så du får hældt alt vandet fra.
- Placér dem på et rent viskestykke og lad dem dampe lidt af.
- Smelt andefedtet i gryden og tilsæt salt og peber.
- Kom kartoflerne tilbage i gryden og vend dem godt rundt, så du får fedtet fordelt på dem.
- Læg dem over i et ildfast fad i ét lag og sæt fadet i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft. De kan også sagtens laves på en bagepapirsbeklædt bageplade.
- Vend kartoflerne efter 30 minutter.
- Efter cirka 60 minutters samlet bagetid er de klar - sprøde og lækre!