Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
opskrift

Molekylære artiskokker

gastrofunlogoRedaktion
   
26. juli 2019
Cremet artiskok suppe på sifon, serveret med porcini svampepulver og sprøde artiskok chips. Guddommeligt skøn og blød. Servér som en lækker forret.

Opskrift på molekylære artiskokker

Dette er en guddommeligt skøn og let artiskok suppe på sifon, serveret med porcini svampepulver og sprøde artiskok chips.

Artiskokken menes at have sin oprindelse i det frugtbare område langs Middelhavet i Mellemøsten og nord og øst for den arabiske ørken, hvilket giver mening, når vi i øvrigt betragter plantens levevilkår: Artiskokken har behov for tørke, masser af sol og en veldrænet jord.

Efter at have været kendt og anvendt i Middelhavsområdet i flere århundrede, var det dog først i det 16. århundrede, artiskokken blev indført til dele af Europa

Artiskokken har gennem tiden været forgudet af både romere, herremænd og fyrster, og i det 17. århundrede var artiskokken udelukkende forbeholdt mænd, da den betragtedes som et afrodisiakum, der øgede mandens seksuelle magt. Det var derfor ikke tilladt for kvinder at spise denne grøntsag.

Dette er heldigvis ikke længere tilfældet!

Artiskokken er nemlig, foruden at være en prydplante, en yderst delikat grøntsag og spise, og anvendelsesmuligheder er mange. Du kan eksempelvis servere den bagt/ristet i ovnen. Det er særligt populært at anrette den kogt og hel på en tallerken, hvorefter den kan dyppes i en lækker smørsauce eller olie/eddikedressing med hvidløg.

I denne opskrift skal du have din sifon i brug, hvilket sikrer dig en artiskok suppe med en fantastisk let og blød konsistens. God fornøjelse!


Antal: 4 personer

Molekylære artiskokker

Cremet artiskok suppe på sifon, serveret med porcini svampepulver og sprøde artiskok chips. Guddommeligt skøn og blød. Servér som en lækker forret.
Forfatter: Gæsteindlæg
Ret: Snack
Køkken: Molekylær gastronomi
Forb. tid: 20 minutter
Tilb. tid: 15 minutter

Ingredienser

  • 375 gram Artiskokker
  • 75 gram Porre
  • 125 gram Salatløg
  • 0.25 liter Fløde
  • 0.5 liter Vand
  • 0.5 liter Mælk
  • Salt til smag
  • 2.5 gram Timian
  • 1 Laurbærblad
  • Olie smagsneutral
  • Porcini svampe i pulverform - til garniture

Sådan gør du

Artiskok suppe på sifon

  • Forvarm ovnen på 200 grader varmluft eller 220 grader almindelig over-/undervarme.
  • Sæt artiskokkerne på risten midt i ovnen.
  • Rist artiskokkerne til de bliver bløde.
  • Tag artiskokkerne ud af ovnen og lad dem afkøle lidt, til du kan røre ved dem.
  • Fjern nu huden fra artiskokken.
  • Skær artiskokken i små stykker. Skær også et par fine, tynde skiver og læg disse til side til senere brug - de skal bruges til garnituren.
  • Skær porre og salatløg i mindre stykker.
  • Find en pande/sauterpande.
  • Sautér porre og salatløg.
  • Kom nu timian og laurbærbladet ved.
  • Hæld herefter alle de flydende ingredienser ved.
  • Lad det hele koge op.
  • Artiskokkerne tilføjes.
  • Lad det hele simre, indtil grøntsagerne er kogt helt ud.
  • Laubærbladet fiskes op og kasseres.
  • Hæld det hele over i en blender.
  • Blend til en homogen masse. Smag det til med salt.
  • Hæld det over i en sifonflaske med 1 liters kapacitet.
  • Kom 2 x lattergaspatroner på sifonen.
  • Ryst sifonflasken kraftigt.
  • Sifonflasken holdes varm i en sous vide på cirka 70 grader eller i et vandbad indtil servering.

Artiskok chips (garniture)

  • Find en gryde. Kom lidt olie i gryden og varm det op.
  • Tag de tynde skiver af artiskok, du lagde til side tidligere.
  • Kom skiverne i gryden.
  • Rist dem til sprøde chips

Servering

  • Ryst sifonflasken grundigt.
  • Sprøjt skummet ud i dybe tallerkner.
  • Drys med porcini svampepulver og læg et par artiskok chips på kanten eller ovenpå. Servér.