
Opskrift på cremet blomkålssalat med pestodressing, avocado, æble og salte mandler
Jeg tror måske den her salat er en af mine favoritter for tiden. Blomkålen skæres i små stykker og vendes i en smagfuld pestodressing (pesto gør bare alt lidt bedre, ikke?) og kombineres så med frisk salat, syrlige æbler, bløde avocadotern og knasende sprøde, salte mandler. De forskellige elementer skaber en helt perfekt balance mellem sprødt og blødt, salt og syrligt.
Resultatet er en top lækker cremet salat fyldt med knas og smag. Som bonus er den både hurtig og helt simpel at trylle frem. Jeg spiser den nogen gange som hovedret, bare som den er, men den kan også sagtens bruges som tilbehør til diverse varme retter.
Uanset hvad, er det en virkelig lækker og nem salat, som jeg virkelig kan anbefale.

Cremet blomkålssalat med pestodressing, avocado, æble og salte mandler
Ingredienser
Salat
- 1/2 stk. Blomkål
- 1 stk. Æble
- 1 stk. Avocado
- 100 gram Salat blandet
- 1 håndfuld Saltede mandler
- 2 spsk. Græskarkerner
- 1 bundt Bredbladet persille
Pestodressing
- 1 deciliter Grøn pesto
- 1/2 deciliter Creme Fraiche eller skyr
- 1 tsk. Honning flydende
- Salt og Peber lidt
Sådan gør du
- Start med dressingen; Rør pesto, creme fraiche og honning sammen og smag evt til med lidt salt og peber.
- Skær blomkålen i helt små stykker og vend det sammen med dressingen.
- Udsten æble og avocado, skær dem i tern og vend dem sammen med blomkålen.
- Anret på tallerken eller fad; salat nederst, derefter blomkålsblandingen ovenpå og til sidst hakkes mandlerne og drysses over sammen med græskarkernerne.
- Top med lidt hakket persille. Servér