Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
opskrift

Citronpasta med kylling og salvie

Per Asmussen
   

Per er stifter af og redaktør på GastroFun.dk. Pers hjerte banker især for sous vide-teknikken, saucer og krogmodnet kød. Hans mission er at få danskerne til at spise bedre, lege og eksperimentere i køkkenet.

25. juni 2019

Opskrift på citronpasta med kylling og salvie

Kylling og citron går vanvittigt godt i spænd. Denne citronpasta med kylling og salvie er både syrlig, salt, sprød og blød – og ganske simpel at gå til.

Friske krydderurter kan løfte rigtig mange retter til det næste niveau, og jeg har diverse friske krydderurter lige uden for køkkenvinduet – jeg får dem simpelthen ikke brugt, hvis de ikke er inden for en rækkevidde svarende til en armslængde. Egentlig havde jeg planlagt at bruge basilikum og persille i denne pastaret, men jeg syntes simpelthen ikke, at den basilikum og persille, jeg havde, var pæn nok, så det blev i stedet til salvie – og nøj, det var bestemt heller ikke dårligt! Jeg har i øvrigt ét eller andet for sprød salvie, så jeg besluttede mig for at gøre dette til et lækkert, sprødt element i retten.

Læs med her, hvordan jeg bar mig ad.


Antal: 4 Portioner

Citronpasta med kylling og salvie

Forfatter: Per Asmussen

Ingredienser

  • 500 gram Pasta
  • Salt
  • 0.5 stk. Citron Økologisk. Både skal og saft.
  • 0.5 deciliter Olivenolie
  • 100 gram Parmesan Friskrevet
  • Peber Fra kværn
  • Flagesalt

Sprødt salvie

  • 1 deciliter Salvieblade Friske
  • Olie Neutral. Til at pensle dem med.

Kylling

  • 3 stk. Kyllingebryst
  • Salt
  • Peber Fra kværn
  • Smør Til stegningen. Kan erstattes af ghee eller olie

Sådan gør du

Sprød salvie

  • Den sprøde salvie fungerer som et skønt sprødt element i denne ret - lidt ligesom bacon kunne gøre det (jeg sagde lidt ligesom bacon! Er endelig ikke ude på at blive beskyldt for blasfemi :-)). Jeg selv er dog helt pjattet med den sprøde salvie og vil ligefrem påstå, at den kan erstatte kødet i visse retter, eksempelvis i en pastaret - prøv det til din næste "kødfri mandag".
    1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
    2. Pensl salviebladene med olie.
    3. Find en bageplade og beklæd den med bagepapir.
    4. Placér de olierede salvieblade på bagepapiret - de må ikke overlappe hinanden.
    5. Sæt bagepladen i ovnen.
    6. Steg salvien sprød i ovnen i cirka 15-20 minutter. Her skrumper de ind og bliver super sprøde og knasende lækre.
    7. Tag bagepladen ud af ovnen.
     

Citronblanding

    1. Find en lille skål.
    2. Riv citronskallen ned i skålen. Undlad at rive den hvide, bitre del af skallen med - den er meget bitter i smagen.
    3. Kom citronsaft, olie og parmesan i skålen.
    4. Rør rundt.
     

Pasta

    1. Bring en gryde med vand i kog.
    2. Kom pastaen i det kogende vand.
    3. Kog pastaen efter pakkens anvisninger. Her var det 10 minutter.
    4. Find en skål.
    5. Tag pastaen op af gryden med en pastaske og kom pastaen over i skålen. Spørger du en italiener, vil man aldrig hælde vandet fra pastaen, eksempelvis gennem et dørslag, som det ellers er kotymen i flere danske hjem.
     

Pandestegt kylling

  • Du kan tilberede kyllingen, som du foretrækker den, men her giver jeg dig mit bud på to forskellige tilberedningsmetoder. Vi begynder med den pandestegte kylling, som jeg formoder er den metode, de fleste vælger at kaste sig ud i (jeg benyttede mig af den næste metode, og for den garvede læser kommer det næppe som et chok). 
    At stege den perfekte kyllingebrystfilet, så den er lækker og saftig, kan synes som en mindre videnskab - det går i hvert fald galt for mange af os. Her er et par tip til at tilberede et godt stykke kyllingebryst på panden.
    1. Pak kyllingebrystfileterne ind i bagepapir og placér dem på et skærebræt.
    2. Bank fileterne med en kagerulle eller bunden af et glas, så fileterne får samme tykkelse.
    3. Krydr dem med salt og peber efter smag.
    4. Find en pande eller sautérpande/-gryde med låg.
    5. Kom lidt olie eller smør (eller en 1:1 blanding af olie og smør - du kan også bruge ghee) på panden.
    6. Tænd komfuret på fuldt blus.
    7. Lad fedtstoffet blive godt varmt.
    8. Læg nu fileterne på panden og steg i 1-2 min.
    9. Herefter vendes fileterne og der skrues ned på det laveste blus.
    10. Kom låget på panden.
    11. Lad kødet stege videre i cirka 10 min.
    12. Vend fileterne en sidste gang og tag panden af varmen.
    13. Lad dem hvile i panden under låg i 10 min.
     

Sous vide kylling

  • Sous vide kyllingebrystOg så til mit hjertebarn: Sous vide. Med sous vide-metoden får du bare et super lækkert og saftigt stykke kød, som du næsten aldrig har smagt det. Jeg gav kyllingen 1 time og 15 minutter ved 59 grader. Her kan du se fremgangsmetoden til saftig sous vide kyllingebryst.
     

Anretning

  • Citronpasta med kylling og salvie
    1. Hæld citronblandingen udover pastaen i skålen og vend det rundt, så citronblandingen bliver grundigt fordelt.
    2. Skær kyllingebrysterne i skiver på et 1½-2 cm. tykkelse.
    3. Fordel pastaen på tallerkenerne og læg kyllingen ovenpå.
    4. Til slut drysses den sprøde salvie udover retten.
    5. Servér.