Opskrift på chokolade karamel tærte
Med disse fyldige og lækre karamel tærte-hapsere med chokoladeganache på toppen garanterer jeg dig, at du får stillet din trang til sødt!
De små delikate hapsere består af en sprød mørdejsbund fyldt med en nærmest syndig hjemmelavet flødekaramel og toppet af med en skøn chokoladeganache. Tanken alene får min mund til at løbe i vand igen!
Tærter kan varieres i det uendelige afhængigt af præferencer og temperament, og jeg elsker snart alle former for desserttærter: Det være rabarber tærte, citrontærte, Tarte au Citron eller vegansk jordbærtærte – ja, jeg kunne blive ved!
Denne gang satte jeg mig for at lave en tærte med en skøn kombi af mørdej og karamel- og chokoladefyld, der smelter på tungen. På toppen pyntede jeg med lyserød ruby chokolade, og resultatet var ikke alene dekorativt, men også utroligt delikat og velsmagende.
Smagen er lækkert sød og rig, og jeg vil faktisk sige, at den er så fyldig, at et enkelt stykke er nok 😉

Chokolade karamel tærte
Ingredienser
Mørdejsbund
- 250 gram Hvedemel
- 1 deciliter Flormelis
- 0.25 tsk. Salt
- 100 gram Smør
- 90 milliliter Vand
- Kikærter tørrede
Flødekaramelfyld
- 3 deciliter Sukker
- 100 gram Fløde
- 100 gram Smør
- 1 tsk. Flagesalt
Chokoladeganache
- 125 gram Mælkechokolade
- 1.25 deciliter Fløde
Pyntning
- 50 gram Ruby chokolade
Sådan gør du
Mørdejsbund
- Skær det kolde smør (direkte fra køleskabet) ud i mindre stykker.
- Find en røreskål.
- Kom melet i skålen.
- Tilsæt flormelis, salt og smør.
- Bland det hele godt sammen.
- Tilsæt vandet (det skal være iskoldt) og saml dejen med hænderne.
- Pres dejen til en flad firkant og sæt den på køl i en halv time.
- Drys bordpladen med mel og læg dejen herpå.
- Rul nu mørdejen ud.
- Placér herefter dejen i en form. Jeg brugte en rektangulær tærteform. Sørg for at presse dejen godt ud i kanterne.
- Sæt formen i fryseren i 20-30 minutter.
- Brug en gaffel til at prikke huller i tærtebunden. Det forhindrer luftbobler i at blive dannet under dejen, hvilket vil ødelægge tærtebunden.
- Læg et stykke bagepapir ovenpå dejen.
- Hæld de tørrede kikærter oveni bagepapiret, så formen fyldes ud. Det sikrer, at dejen bliver, hvor den skal, under bagningen.
- Forvarm ovnen på 200 grader almindelig ovn.
- Sæt tærtebunden i den forvarmede ovnen.
- Bag den i et kvarter.
- Fjern herefter kikærterne og bagepapiret.
- Lad tærtebunden bage i yderligere 5-7 minutter indtil den er sprød. Tiden afhænger af din ovn, så hold øje med den.
- Tag den færdigbagte tærtebund ud af ovnen og sæt den til afkøling.
Flødekaramelfyld
- Find en god pande med slip-let og hæld sukkeret heri.
- Sæt panden på komfuret og tænd på mediumvarme.
- Lad ligeså stille sukkeret smelte indtil det bliver gyldent. Lad det stå og passe sig selv, og undlad at røre i det. Du kan i stedet "fordele" det ved at bevæge panden lidt rundt i cirkulære bevægelser.
- Kom smør og fløde på panden med den gyldne karamelsauce.
- Lad det koge sammen i et par minutter.
- Tilsæt herefter salt. OBS: Saltet kan kun tilsættes denne ene gang.
- Hæld med det samme karamellen over tærtebunden.
- Sæt det på køl og lad karamellen sætte sig. Du kan også lade den stå på køkkenbordet - så er det bare lidt længere tid om at stivne.
Chokoladeganache
- Chokoladen hakkes groft og hældes i en skål.
- Varm fløden op på komfuret. Lad den lige akkurat nå kogepunktet.
- Hæld den varme fløde over chokoladen.
- Rør det sammen med en ske.
- Lad blandingen afkøle.
Samling af tærten
- Tag tærtebunden med det stivnede karamelfyld ud af køleskabet.
- Hæld den afkølede chokoladeganache over karamellen.
- Sæt tærten tilbage på køl i 1 time.
- Tag tærtebunden med det stivnede karamelfyld ud af køleskabet.
Pyntning
- Hæld chokoladen i en skål.
- Smelt det i mikrobølgeovnen.
- Hæld den smeltede chokolade på en lille sprøjtepose.
- Pynt tærten som ønsket.
- Lad det størkne.
- Skær tærten ud i mindre stykker. Jeg delte min aflange tærte i cirka 10 aflange stykker.
- Servér.