
Opskrift på bedstefars skæg
Bedstefars skæg er en sand klassiker, som vi alle kender i en eller anden udgave.
Her i familien er bedstefars skæg altid med æblemos, men måske er den i din familie med noget helt andet?
Så grib potter og pander og giv os dit bud på en bedstefars skæg.

Bedstefars skæg
Ingredienser
- 1 kilogram Æbler Til æblemosen
- 50 gram Sukker Til æblemosen, hvis æblerne er syrlige
- 1 deciliter Vand til æblemosen
- Citron til æblemosen
- 150 gram Smør blødt smør til dejen
- 125 gram Sukker til bunden
- 4 Æggeblommer til bunden
- 250 gram Hvedemel til bunden
- 10 gram Bagepulver til bunden (2tsk)
- 2 deciliter Mælk til bunden
- 4 æggehvider til marengs
- 3 spsk. Flormelis til marengs
- 200 gram Sukker til marengs
Sådan gør du
Æblemosen:
Skræl æblerne og fjern kernehusene. Skær æblerne i mindre stykker. Kom æblestykkerne i en gryde og tilsæt vandet. Kog æblerne møre, det tager cirka 20 minutter ved middel varme. Mos æblerne med en grydeske til en lækker æblemos – der må gerne være små stykker af æble i mosen. Smag mosen til med sukker og evt. citron, hvis mosen er blevet for sød.Kagebunden:
Kom smør og sukker i en skål og pisk det sammen til en let og luftig masse med en elpisker. Det taget et par minutter. Pisk nu æggeblommerne i en ad gangen og pisk videre, til dejen er ensartet. Sigt mel og bagepulver sammen i en skål og vend det i dejen. Skift mellem mel og mælk, så dejen ikke bliver for svær at arbejde med. Fordel dejen i en lille bradepande med bagepapir (25 x 30). Bag kagen ved 175 grader uden varmluft i 15 minutter Når de første 10 minutter er gået, skal du begynde at tilberede marengsen.Marengs:
Kom æggehvider og flormelis i en røreskål og pisk blandingen luftig og skummende. Pisk herefter sukkeret i lidt ad gangen. Pisk ved høj hastighed, indtil marengsen danner toppe. det tager cirka 5-7 minutter.Samling af kagen:
Tag den forbagte kagebund ud af ovnen efter 15 minutter og fordel forsigtigt æblemosen derpå. Kom marengsen op i en sprøjtepose med den ønskede tyl (denne gang brugte vi en flad tyl med bølger på den ene side). Sprøjt marengsmassen ud i et flot mønster på toppen af kagen – brug f.eks. billedet her som inspiration.Lav en lang stribe marengs på den korte led af kagen efterfulgt af små marengsbånd, der går i modsat retning. Forsæt på denne måde til kagen er dækket af marengs.
Sæt nu kagen tilbage i ovnen og bag den i 20 minutter ved 175 grader uden varmluft. Tag kagen ud og lad den køle af, inden den spises – hvis I altså kan vente!