Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
opskrift

Bananmuffins

Ludvig og far24. juni 2019
Luftige og svampede bananmuffins med chokolade. Det er ikke uden grund, bananmuffins er så afsindigt populære: De er smagfulde og næsten "idiotsikre", da de har meget svært ved at blive tørre og kedelige.

Opskrift på bananmuffins

Luftige og svampede banan muffins med chokolade.

Det er ikke uden grund, bananmuffins er så afsindigt populære: De er smagfulde og næsten “idiotsikre”, da de har meget svært ved at blive tørre og kedelige – og så er de så hurtige og simple at kreere, at der næsten kun er gået et øjeblik, fra lysten til noget sødt er opstået, til der har spredt sig en liflig duft af friskbagte bananmuffins i hele hjemmet.

Disse bananmuffins var et hyggeprojekt med min søn, Ludvig, og da jeg ikke har ham hver dag, må der gerne komme lidt ekstra hygge på tapetet, når vi endelig har muligheden – derfor elsker vi at gå i køkkenet sammen, og det er en perfekt måde at få noget kvalitetstid med både grin, snak, pjat og ikke mindst tilsmagning. Her kan det pludselig have sine fordele at være enebarn: Vi kom nemlig til at snakke om, at han kunne få lov at slikke ikke bare ét, men begge piskeris rene 🙂

At denne hyggestund i køkkenet efterfølges af endnu en hyggestund – mere specifikt når de lækre, lune bananmuffins endelig er klar til spisning – er blot prikken over i’et, som både far og søn ser meget frem til.


Antal: 14 Stk

Bananmuffins

Luftige og svampede bananmuffins med chokolade. Det er ikke uden grund, bananmuffins er så afsindigt populære: De er smagfulde og næsten "idiotsikre", da de har meget svært ved at blive tørre og kedelige.
Forfatter: Ludvig og far
Ret: Bagning
Køkken: Amerikansk
Forb. tid: 10 minutter
Tilb. tid: 17 minutter

Ingredienser

  • 3 stk. Bananer Des mere modne, des bedre
  • 100 gram Smør
  • 1 deciliter Sukker
  • 2 tsk. Vaniljesukker
  • 2 stk. Æg
  • 200 gram Mel Vi brugte hvedemel
  • 2 tsk. Bagepulver
  • 100 gram Mørk chokolade Vi brugte en 70%

Sådan gør du

  • Giv smørret en kort tur i mikrobølgeovnen, så det bliver blødgjort - eller tag smørret ud af køleskabet i god tid. Smørret skal være helt blødt men ikke smeltet.
  • Find en skål og en håndmikser.
  • Kom sukker, æg og vaniljesukker i skålen og pisk det hele luftigt.
  • Find en ny skål.
  • Kom mel og bagepulver i den nye skål.
  • Find endnu en ny, lille skål og mos bananerne heri med en gaffel.
  • Find et skærebræt og hak chokoladen i grove stykker.
  • Læg håndmikseren til side og find i stedet en ske eller en dejskraber.
  • Vend stille og roligt blandingen af mel og bagepulver i skålen med æggemassen.
  • Tilsæt herefter det bløde smør og vend det ligeledes forsigtigt i blandingen.
  • Til sidst kommes den hakkede chokolade og de mosede bananeri blandingen og vendes rundt - igen forsigtigt. Vær sikker på at al mel er rørt godt ud og at massen er glat og ensartet.
  • Find 14 muffinsforme.
  • Fordel dejen i hver form ved hjælp af en sprøjtepose eller en ske (vi brugte bare en spiseske).
  • Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
  • Sæt dine bananmuffins i den nu varme ovn og bag dem i ca. 17 minutter.
  • Test om de er færdige ved at prikke i dem med en spids urtekniv - der må ikke hænge dej ved.
  • Tag de færdige muffins ud og lad dem afkøle på en rist.