
Opskrift på ball tip sous vide
Ball tip er en overraskende lækker udskæring, der både er mør og fuld af smag. Her er den tilberedt i sous vide, der er den absolut bedste tilberedningsform, der findes.
Læs med her og bliv klogere på udskæringen og hvordan den bedst tilberedes.
Ball tip udskæring
Balltip er en amerikansk udskæring fra klumpen. Den skæres fra den nederste del af tykstegen og minder en del om culotten – både på muskelfibrene (der skifter retning) og på prisen.
Balltip har en udemærket fedtmarmorering, hvilket giver den en dejlig smag, og selvom den ikke hører til de allermøreste udskæringer, så er den stadig rigtig godt mør.
Man kan godt blive overrasket over, hvor lækkert et stykke kød det faktisk er.
Man skal lige være opmærksom på muskelfibrenes skiftende retning, når man skærer den i skiver, men med lidt finesse burde det gå.
Ball tip tilberedning i sous vide
Fordelen ved at bruge sous vide-tilberedning til ball tip er blandt andet, at du opnår det samme resultat fra inderste til yderste fiber. Så der er ikke noget med en yderkant, der er well done og en midte, der er rosa! Den er ganske enkelt perfekt over det hele. Derudover sparer du dig selv for unødigt “stress”, fordi kødet bare passer sig selv, mens du laver noget andet – som for eksempel at tage på indkøb, ordne vasketøj eller noget helt tredje. Nemmere bliver det da ikke!
Ball tip sous vide tid og temperatur
Tilberedningstiden gør den perfekt til at sætte over ved frokosttid, men du kan selvfølgelig også lave den tidligere på dagen eller dagen inden, hvis det passer dig bedre. Så lægger du den bare i en balje/gryde med varmt vand en times tid inden servering, så den når at blive lun.
Den temperatur, du indstiller din sous vide til, afhænger af, hvordan du foretrækker dit oksekød.
Rare: 51- 54 grader
Medium rare: 55 – 59 grader
Medium: 60 – 65 grader
Medium well: 66 – 68 grader
Jeg kan godt lide den et sted imellem rare og medium rare.
Ball tip stegeskorpe
Inden servering, skal kødet have stegeskorpe, og det kan du lave på lidt forskellige måder, alt efter hvad der passer dig bedst lige dén aften.
Er det grillvejr, er det selvfølgelig helt oplagt at kyle den på grillen. Det vigtigste er bare, at der er fuld knald på varmen, så kødet kan få så kort tid som overhovedet muligt. Det er jo allerede tilberedt, så det skal kun lige have en lynhurtig og drønvarm tur på grillen.
Det samme gælder, hvis du vælger at bruge din stegepande: Fuld drøn på komfuret, så panden bliver rygende varm.
Du kan også bruge en gasbrænder, hvis du har sådan én, og fordelen ved at bruge dén er, at det er nemt at få en ensartet stegeskorpe over det hele.

Ball tip sous vide
Grej
Ingredienser
- 1200 gram Okse Ball Tip
- Krydderier Salt og peber
Sådan gør du
- Tænd din sous vide på 54 grader.
- Krydr kødet med salt og peber på begge sider og vakuumpak stegen.
- Kom den vakuumpakkede steg i din sous vide og lad den tilberede i 4 timer. Hvis du tænker, at din udskæring ikke er af den bedste kvalitet, er det en god idé at give den 2 timer ekstra - så i alt 6 timer.