Opskrift på bærcrumble (bålmad)
Lækker sød og syrlig bærcrumble – tilberedt over bål.
Vi har opskriften fra bogen: “Bålkogebogen – smagfulde naturoplevelser for hele familien“, skrevet af Jon Lindberg, der skriver følgende om opskriften:
“En crumble er en tærte bagt med dejen oven på fyldet, og så er dejen tilmed bare smuldret henover. Det gør den meget nemmere end en almindelig tærte, både at forberede i det fri og tilberede på bålet. I og med at dejen er øverst, kan du nemt holde øje med, hvornår den er sprød og klar til servering. Prøv alligevel at have lidt is i maven, og løft ikke for ofte på låget. Dermed holder du mest mulig smag, saft og kraft nede i gryden. Og husk, det er bålmad, så et brændt hjørne af dejen er stadig bestået!”
Opskriften kræver en “Dutch Oven” eller en støbejernsgryde med låg og en skovl eller andet til at flytte gløder.


Bærcrumble (bålmad)
Ingredienser
- 200 gram Havregryn
- 100 gram Smør
- Honning 1 lille glas lynghonning
- 0.5 kilogram Bær friske bær fra skov, hede eller have
Sådan gør du
- Tænd et pagodebål eller et pyramidebål, og lad det brænde ned til gløder. Skær smørret i tern, og smuldr det sammen med havregryn og et par skefulde honning. Læg bær i bunden af gryden. Gem en håndfuld til pynt. Hvis bærrene er syrlige, eller du har en sød tand, så fordel lidt honning over bærrene. Smuldr havregrynsdejen over bærrene, og sæt låget på gryden. Skrab gløderne ud til siderne, og stil gryden midt i bålet. Læg gløder på låget, og fordel nogle rundt om gryden. Bag crumblen, til dejen er sprød og bærrene kogt ud. Det tager ca. 30 minutter. Lad den køle lidt af, og spis den med de friske bær på toppen. Servér gerne cremefraiche eller græsk yoghurt til.


