
Nem, hurtig og lækker måde at tilberede rosenkål på.
Rosenkålen er tilberedt i rigeligt smør og citronsaften får smagen til at gå i en højere enhed.
De fleste (inklusiv mig selv) har “traumer” fra 80-90erne med rosenkål der smagte af prut/bittert.
Hvad de fleste ikke ved, er at der er blevet avlet en del på rosenkål de sidste årtier, så kålen er ikke så bittert som dengang.
Så du bør unde dig at give det en chance, da det smager dejligt og er super sundt.

Stegte rosenkål
Ingredienser
- 200 gram Rosenkål
- Smør til stegningen - gerne rigeligt
- 1 spsk. Citronsaft
- Parmesan friskrevet - kan udelades
- Salt og peber
- Krydderurter kan udelades - men f.eks. hakket bredbladet persille
Sådan gør du
- Start med at gøre dine rosenkål klar.
- Fjern de yderste blade og lidt af bunden/roden af.
- Skyl den under en kold vandhane og tør dem af med et rent viskestykke.
- Skær dem i halve (med mindre de er meget store - så kvarte).
- Tænd en pande på relativ høj varme (11 ud af 14 på mit komfur) og kom smør på når den er varm. Når det bruser, kommes kålene på.
- Placer dem gerne med skærefladen nedad, så de kan få mest mulig stegeskorpe der hvor de er flade.
- Steg dem i et par minutter og vend dem rundt.
- Tilsæt citronsaften (samt evt. parmesan) og lad dem stege videre i 2-3 minutter.
- Krydr med salt og peber og tilsæt evt. krydderurter.
Om forfatteren
Per er stifter af og redaktør på GastroFun.dk. Pers hjerte banker især for sous vide-teknikken, saucer og krogmodnet kød. Hans mission er at få danskerne til at spise bedre, lege og eksperimentere i køkkenet.