Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
opskrift

Rejechips med grøn mayonnaise

Per Asmussen
   

Per er stifter af og redaktør på GastroFun.dk. Pers hjerte banker især for sous vide-teknikken, saucer og krogmodnet kød. Hans mission er at få danskerne til at spise bedre, lege og eksperimentere i køkkenet.

1. oktober 2019

Opskrift på rejechips med grøn mayonnaise

I forbindelse med en undervisningslektion i madkundskab for en 6. klasse, blev jeg inviteret til at komme med et par opskrifter i molekylær gastronomi.

Denne ret var en af dem. Selvom der ikke er gang i kemikalier, så var der masser af udfordring og sjove teknikker til denne opskrift.

Rejechips med grøn mayonnaise

For at lave en skriggrøn mayonnaise, er det vigtigt at bruge en plante, der indeholder meget klorofyl, eksempelvis persille, basilikum eller bladselleri.

Ungerne elskede både chipsene og mayonnaisen!

Retten egner sig som en super appetizer eller snack.

Rejechips med grøn mayonnaise

 


Antal: 10 personer

Rejechips med grøn mayonnaise

Forfatter: Per Asmussen
Forb. tid: 45 minutter
Tilb. tid: 5 minutter

Ingredienser

Grøn olie

  • 0.5 liter Olie smagsneutral
  • 2 bundt Bredbladet persille

Grøn mayonnaise

  • 3 Æggeblommer
  • 3 tsk. Salt
  • 3 spsk. Sennep
  • 3 spsk. Æbleeddike
  • 0.5 liter Olie ovenstående grønne olie
  • Salt og Peber fra kværn
  • Citronsaft til smag

Rejechips

  • 1 liter Olie fritureolie eller rapsolie
  • 10 Rejechips ukogte

Sådan gør du

Grøn olie

    1. Blanchér/skold persillen og tør den godt af.
    2. Blend olien sammen med persillen, gerne i et par minutter afhængigt af hvor god din blender er.
    3. Hæld din urteolie gennem en fugtig stofble/osteklæde, så du kun har den rene, grønne olie tilbage.
     

Grøn mayonnaise

    1. Pisk æggeblommer sammen med salt, sennep og æbleeddike.
    2. Tilsæt din grønne olie lidt ad gangen. Fortsæt med at piske, indtil du har nået den ønskede tykkelse på mayoen. Bliver den for tyk, kan du blande lidt vand eller mere eddike i.
    3. Smag til med salt, peber og citronsaft.
     

Rejechips

    1. Hæld olien i en halvstor gryde uden teflon-/slip-let-belægning. Det er vigtigt, at gryden kan tåle høje temperaturer!
    2. Sæt gryden på komfuret og varm olien op til cirka 180 grader celsius. Tjek temperaturen med et termometer.
    3. Læg 3 - 4 chips i olien ad gangen og vent til de er poppet. Det tager et sted mellem 10 og 20 sekunder, og de er færdige, når de er "krøllet op".
    4. Tag de færdige rejechips op af olien med en tang. Tangen skal selvfølgelig kunne holde til varmen, så brug én af metal!
    5. Læg chipsene til at dryppe af på en tallerken med køkkenrulle.
    6. Gentag med de resterende rejeschips.
     

Servering

  • Rejechips med grøn mayonnaise
    1. Kom den grønne mayonnaise på en sprøjtepose og sprøjt lidt ud på hver rejechips.
    2. Servér!