
Opskrift på nøddekage med jordbærskum, friske bær og chokolade
Skal du bage i weekenden…? Så kommer her et bud på en nem, hurtig og super lækker sommerkage:
Nøddebunde med chokoladestykker toppet med jordbærskum, friske bær og liiige lidt mere chokolade – mums!.
Jeg har bagt den til mine kollegaer i dag, jeg går nemlig på sommerferie i dag (yes! ??) og så er der tradition for en lille kage…
Kagen er både nem og hurtig at lave og gør det godt både til kaffen og som en super fin sommerdessert.
Opskriften er til 6 personer jeg har brugt en Ø 22 cm form.

Nøddekage med jordbærskum, friske bær og chokolade
Ingredienser
Nøddebund
- 2 stk. Æg
- 75 gram Sukker
- 1 tsk. Bagepulver
- 50 gram Hvedemel
- 75 gram Mørk chokolade grofthakket
- 100 gram nødder blendede, f.eks. mandler, hasselnødder, valnødder mv. - brug hvad du har
Jordbærskum
- 2 deciliter Fløde
- 1 tsk. Vaniljesukker
- 2.5 spsk. Jordbærmarmelade cremet eller blendet
- 8 stk. Jordbær friske, skåret i små tern
Pynt
- 150 gram Bær friske, f.eks. jordbær, blåbær, hindbær eller ribs
Sådan gør du
Nøddebund
- Pisk æg og sukker luftigt.
- Vend øvrige ingredienser i.
- Beklæd en rund springform med bagepapir og hæld dejen i formen.
- Bag cirka 15 minutter i 200 grader forvarmet ovn (almindelig), til bunden er fast og gylden.
Jordbærskum
- Pisk fløden til flødeskum og vend vaniljesukker, marmelade og bær i tern i.
- Fordel skummet på den afkølede bund og top med bær og chokolade - servér