
Opskrift på hasselback fritter
Mit bud på lækre sprøde kartofler, lavet som en kombination af det bedste fra pommes frites og hasselback kartofler.
Det er væltet frem med forskellige udgaver af den her sprøde kartoffel på Instagram, hvor de både laves i tynde udgaver og twistet udgaver hvor der tages en træpind der køres igennem dem, så de kan drejes.
Fælles for dem alle er at de skæres lige på den ene side og skråt på den anden side.
Det gør at du får endnu mere overflade der kan blive sprødt.
Brug okay store kartofler, men ikke bagekartofler til retten.


Hasselback fritter
Ingredienser
- 500 gram Kartofler
- Eddike
- 20 gram Smeltet smør
- 3 spsk. Olie neutral
- 1 fed Hvidløg presset
- 0.5 tsk. Løgpulver
- Salt og Peber
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
- Skær kartoflerne på tværs i skiver af cirka 0,6-0,8 cm tykkelse. Det behøver ikke at være helt nøjagtigt.
- Placer to træspyd på et spækbræt. Kom en kartoffelskive i mellem dem og lad nu mange lodrette snit. Det smarte er at du kan skære "helt" ned uden at skære igennem kartoflen, da træspyddene stopper dig i at skære igennem.
- Vend kartoflen rundt og lav mange skrå snit.
- Vi vil gerne have kartoflerne sprøde. Det gøres lettest ved at få fjernet en del af stivelsen. Det gør jeg typisk ved at komme lunkent vand i en skål og lad kartoflerne ligge i den i 1 minut. Fjern vandet og fyld den op igen med lunkent vand. Gentag 1 gang mere og til sidst kan du se at det vand du hælder fra er næsten gennemsigtigt, hvilket betyder at du har fået næsten alt stivelsen ud.
- Bring en gryde med vand og en smule eddike i kog. Kog kartoflerne i 3 minutter og hæld vandet fra. Placer dem på et viskestykke og dup dem så tørre som overhoved mulig på oversiden.
- Lav marinaden: Smelt smør og tilsæt olie, salt, peber, løgpulver og et presset/finthakket hvidløg.
- Kom kartoflerne enkeltvis ned i skålen med marinaden og vend dem rundt, så du får den godt fordelt. Placer kartoflen i et ildfast fad eller på en bageplade beklædt med bagepapir. Jeg gjorde det første og næste gang vil jeg helt sikkert gøre det på en bageplade i stedet for.
- Steg dem i 30-40 minutter indtil de er gyldne og sprøde.
- Tag dem ud af ovnen og placer dem på fedtsugende papir inden de skal serveres.
- Velbekomme.