
Opskrift på boller med surdej
Velsmagende italiensk inspirerede boller med surdej – perfekt til en varm og cremet suppe, som f.eks. kartoffel/porresuppe eller aspargessuppe.
Efter endelig at være kommet godt i gang med en hjemmelavet surdej, er det her mit første forsøg med at bruge den sammen med tipo 00 mel og jeg er begejstret.
Brødet er meget luftigt og den dybe smag af surdej spiller godt sammen med konsistensen.


Boller med surdej
Ingredienser
- 4 deciliter Vand koldt
- 3 gram Gær
- 20 gram Groft salt
- 1 deciliter Surdej
- 600 gram Tipo 00
Sådan gør du
- Opløs gæren i det kolde vand. Tilsæt salt og surdej og rør det til en homogen/ensartet masse. Melet tilsættes lidt ad gangen og røres på en røremaskine i små 10 minutter. Rør det på middelhøj hastighed indtil dejen slipper siderne på skålen. Lad dejen hæve/hvile i 6-8 timer under en badehætte ved stuetemperatur. Vend dejen ud på et meldrysset bord og fold dejen til et langt brød. Del det herefter kuvertbrød på cirka 3 cm i længden. Placer de små kuvertbrød på bagepapir og lad dem hæve i 30 minutter. Forvarm imens ovnen til 250 grader med bageplade i i den. Så bliver den varmet op sammen med ovnen. Dette vil senere hjælpe ved bagning og brødet, og giver en sprød bund. Tag den varme bageplade ud af ovnen og placer forsigtigt bagepapir med brød på bagepladen. Sæt den tilbage i ovnen og bag brødet ved 230 grader varmluft i 8-10 minutter. Lad de færdigbagte brød afkøle på en bagerist inden servering.