Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
opskrift

Blåbær cheesecake – nem og lækker

Avatar photoThomas Tranegaard Nielsen
    

Thomas er medstifter af og chefredaktør på GastroFun og ekspert i hverdagsmad med masser af smag. Han er uddannet madkundskabslærer med 11 års erfaring og har boet i både Schweiz og USA.

5. august 2025
En lækker og nem blåbær cheesecake med en sprød kiksebund og en cremet ostecreme toppet med blåbærkompot.
Cheesecake med blåbær

Opskrift på blåbær cheesecake – nem og lækker

Blåbær cheesecake – en skovtur, en dessert og et lille pusterum

Der er noget ganske særligt ved at gå på jagt efter blåbær i de danske skove. Eller i de svenske for den sags skyld. De vilde blåbær smager bare så meget bedre end dem, man kan købe i butikkerne, og det er en skøn mulighed for at komme ud og få noget frisk luft og hyggetid med familie og venner.

Hvis du ikke har adgang til skovens blå guld, kan du naturligvis sagtens bruge frosne blåbær. De fungerer glimrende i kompotten og giver både farve og syrlighed, selv når det er vinter og mørkt udenfor. Blåbær cheesecake er nemlig en helårsdessert – både visuelt og smagsmæssigt.

En cheesecake uden husblas – og uden stress

Denne opskrift er uden husblas og er derfor både nemmere og hurtigere at lave. Resultatet er let, luftig og cremet fyld, som sætter sig smukt i formen uden at stivne fuldstændig.

Den eneste lille ekstra ting, jeg altid gør – og anbefaler – er at bage kiksebunden kort. Det er ikke nødvendigt, hvis tiden er knap, men jeg synes, det gør en forskel. Når smørret smelter ind i de knuste kiks og karamelliserer let i ovnen, får man en bund, der holder sammen og ikke smuldrer, når kagen skal skæres. Den bliver sprød, let saltet og dufter fantastisk. Alternativt kan du portionsanrette i glas og lægge kiks og creme i lag. Så er det nemt at gøre desserten klar, når man skal have gæster!

Syre, fylde og knas

Blåbær cheesecake handler i virkeligheden om balance. Den syrlige og dybtfarvede blåbærkompot skærer igennem fedmen fra flødeostecremen, mens kiksebunden giver struktur og en karamelliseret modvægt til det hele. Et strejf citronskal i cremen løfter smagen og binder det hele sammen.

Det er en dessert, der ikke kræver meget. Du kan lave den med børnene, dagen før en middag, eller bare fordi du har lyst til noget koldt, cremet og bærfyldt. Den smager af skov og sommer – også når den laves i november.

Cheesecake med blåbær
Servings: 8 servings

Blåbær cheesecake – nem og lækker

En lækker og nem blåbær cheesecake med en sprød kiksebund og en cremet ostecreme toppet med blåbærkompot.
Ret: Dessert
Køkken: Europæisk
Forb. tid: 30 minutter
Tilb. tid: 8 minutter
Samlet tid: 38 minutter
Calories: 350kcal

Grej

  • 1 frysepose til at knuse kiks
  • 1 kagerulle til at knuse kiks
  • 1 tærtefad ca. 22 cm Ø
  • 1 gryde til blåbærkompot

Ingredienser

Kiksebund

  • 200 gram Digestive kiks ca. 14 kiks
  • 15 gram Sukker
  • 50 gram Smør smeltet

Ostecreme

  • 200 gram Flødeost naturel
  • 180 gram Flormelis
  • 20 gram Vaniljesukker
  • 1 Citron skallen revet
  • 250 gram Piskefløde

Blåbærkompot

  • 200 gram Blåbær
  • 100 gram Vand
  • 75 gram Sukker
  • 15 gram Kartoffelmel

Sådan gør du

  • Kom kiks og sukker i en frysepose og knus dem fint med en kagerulle.
  • Smelt smørret og hæld det i posen. Ryst og massér til en ensartet masse.
  • Fordel kiksemassen i et tærtefad (ca. 22 cm Ø). Tryk massen jævnt ud i bunden og op ad siderne.
  • Bag bunden ved 180°C (almindelig ovn) i 8 minutter, til den er let gylden. Afkøl helt.
  • Pisk flødeosten med flormelis, vaniljesukker og revet citronskal til en jævn creme.
  • Hæld fløden i en skål og pisk den til en let flødeskum.
  • Vend forsigtigt flødeskummen i flødeosten lidt ad gangen.
  • Fordel cremen på den afkølede bund og glat overfladen. Stil på køl i mindst 1 time.
  • Kom blåbær, vand og sukker i en gryde. Bring i kog og lad simre i 5 minutter.
  • Rør kartoffelmel ud i lidt koldt vand og tilsæt under omrøring.
  • Kog blåbærsaucen op, så den tykner og tag den straks af varmen.
  • Afkøl blåbærkompotten let og fordel oven på ostecremen. Stil på køl indtil den skal serveres – gerne et par timer.

Noter

Cheesecaken kan med fordel laves dagen før servering for at få den bedste konsistens.

Nutrition

Serving: 150gram | Calories: 350kcal | Carbohydrates: 40g | Protein: 5g | Fat: 20g