Opskrift på syltede rødløg i skiver
Syltede rødløg anvendelse
De syrligtsøde og flotte syltede rødløg bør være fast inventar i ethvert køleskab. De kan pifte næsten alt op.
Syltet rødløg smager fantastisk og er tilmed supernemme at lave helt selv – og så er det nemt at lave en stor portion hver gang.
Denne opskrift på syltede rødløg i skiver kræver meget få ingredienser, og så bliver rødløgene både til den sprøde, søde og syrlige side, hvilket giver et godt indspark til en klassisk ristet hotdog, i en burger eller i en frisk salat.
Syltede rødløg gør sig faktisk som et formidabelt tilbehør i et hav af retter og sammenhænge. Top eksempelvis en rugbrødsmad af med lidt af de syltede rødløg for et syrligt element, og den højtbelagte rugbrød løftes pludselig til helt nye højder!
Hvor længe kan syltede rødløg holde sig?
Hjemmelavede syltede rødløg kan uden problemer opbevares i patentglas i køleskabet i flere uger – ja, faktisk måneder. De taber givetvis lidt af deres flotte, lyserøde farve, men det er også dét.
Jeg kører i øjeblikket på et glas syltede rødløg, der netop har rundet 5 måneder. De har mistet stort set alt farve, bevares, men hverken smag eller holdbarhed fejler noget.
Udover at sørge for, at låget naturligvis slutter godt til, er et godt tip til at forlænge holdbarheden i øvrigt at lukke glasset, mens rødløgene fortsat er varme: Således dannes et vakuum i glasset, hvilket sænker iltindholdet. Sammen med bakterier, er ilt jo som bekendt konserveringens værste fjende.
Syltede rødløg – hvilken eddike?
I teorien kan alle former for eddike bruges til syltning, da syltning ene og alene handler om, at den lave PH-værdi forringer bakteriernes overlevelsesevne.
De mest gængse eddiketyper til syltning er dog æblecidereddike, æbleeddike, vineddike (både rød og hvid) og naturligvis den almindelige lagereddike.
Selv foretrækker jeg æbleeddike eller æblecidereddike, da det giver en ekstradelikat smag til de syltede rødløg.
Hvad kan man ellers sylte?
Du kan også kaste dig ud i at sylte rødløgene med æbler, eller du kan bevæge dig over i en anden – dog parallel – boldgade og prøve kræfter med syltede agurker, lynsyltede svampe – ja sågar syltede blommer.
Gode tips til syltning
Såfremt du vil lære mere om syltning generelt, kan du hente en masse inspiration og opskrifter i vores artikel “Bliv godt klædt på til at sylte”.
Er du generelt glad for at lave dine egne ting fra bunden, fremfor at købe supermarkedets udgaver, kan du finde inspiration til flere gode grundelementer til køkkenet og køleskabet i denne artikel.
Rigtig god syltelyst!
Syltede rødløg i skiver
Ingredienser
- 6 stk. Rødløg Mine var ret store. Brug 8 hvis de har "normal" størrelse
- 5 deciliter Sukker
- 5 deciliter Æbleeddike Andre eddiker kan bruges, men jeg foretrækker denne
- 10 stk. Peberkorn Efter smag
- 3 stk. Laurbærblad Efter smag
Sådan gør du
- Find et patentglas/sylteglas.
- Skold først glasset og skyl det gerne med atamon efterfølgende - det øger de syltede rødløgs levetid.
- Skræl løgene og skær dem i halve. Skær herefter tynde skiver på langs.
- Bring dit sukker og eddike i kog i en stor gryde.
- Tilsæt dine laurbærblade og peberkorn når det koger. Kom halvdelen af løgene i den kogende lage og lad dem koge med i 3 minutter. De skifter lynhurtigt farve til en meget flot lyserød farve.
- Tag løgene op af lagen og kom dem i sylteglasset.
- Gentag processen med den anden halvdel af løgene.
- Giv lagen 2-4 minutter for sig selv ved god varme når alle løgene er taget op.
- Hæld herefter lagen i sylteglasset (den skal dække løgene) og lad den stå og køle lidt af før du lukker låget.
- Lad de syltede rødløg stå og trække, gerne 1-7 dage, før du bruger af dem.